”…og gjorde Danerne kristne”, står der på Den Store Jellingsten, der er blevet kaldt Danmarks dåbsattest, og som markerer indførelsen af kristendommen i det hedenske Norden. Den førkristne, nordiske mytologi er dog blevet ved med at spille en betydelig rolle for den fælles historiske bevidsthed.
Nationalmuseet har således netop fået fondsmidler til et nyt forskningsprojekt, hvis mål det blandt andet er at undersøge, hvor gammel den nordiske religion er. Selvom det er et fagligt definitionsspørgsmål, hvornår en religion kan siges at have udviklet sig til en ny religion, så har det meste af den førkristne kults substans – de elementer, den er sat sammen af – dog en fælles oprindelse med de øvrige gamle indoeuropæiske religioner, og som sådan lader den sig ikke lige datere med startdato. Sikkert er det dog, at den efter denne definition er ældre end de ældste arkæologiske fund, der har forbindelse til det specifikt nordiske.
Odin, asernes øverste gud, påkaldte sig stor opmærksomhed i 2009, da en lille sølvfigur fra ca. år 900 blev fundet ved Lejre. Figuren bestod af en person siddende på en stol eller en trone med to fugle på hver side. Personen blev af Tom Christensen fra Roskilde Museum identificeret som Odin omgivet af ravnene Hugin og Munin.
Den foreløbige datering af Odin er fra arkæologernes side baseret på ikonografiske gengivelser på især smykker. Her er de hidtil ældste mulige dateringer fra en lille gruppe dragtsmykker fra ca. 300. Men også arkæologerne mener, at Odin sandsynligvis er ældre, idet en række shamanistiske træk – som beskrevet i kilderne – meget vel kan række betydeligt længere tilbage. Dette passer fint med de sproglige forhold.
Gudenavnet Odin svarer til det vestgermanske Wotan og kan dermed rekonstrueres for i hvert fald nordvestgermansk, den fælles forfader til de nordiske og de vestgermanske sprog (som i vore dage bl.a. er tysk, hollandsk, engelsk og frisisk). Men den form, vi rekonstruerer, er ganske givet fællesgermansk, altså fra før Kristi fødsel. Dels kan man se det på orddannelsestypen, hvor suffikserne varierer på en måde, der kendes fra så tidlige sprogstadier (nordisk -inn, vestgermansk -an). Dels tyder gotiske gravsætninger på, at goterne har ofret til en gud, der ligner Odin meget – og gotisk er det bedst kendte af de nu uddøde østgermanske sprog, den tredje gren af germansk. Hvem navnet så henviser til – er det den samme gud – er som sagt et religionshistorisk definitionsspørgsmål. Men som gudenavn må det gå mere end 2000 år tilbage.
Brugen af selve ordets rod i religiøs sammenhæng er i øvrigt endnu ældre, da den er fælles med keltisk – det irske ord for en spåmand, fáith, indeholder samme rod, og ordet kendes også fra romertidens mest udbredte keltiske sprog, gallisk, hvorfra det sandsynligvis er lånt til latin som vates – der i dag indgår i navnet på Vatikanet.
Man har længe vidst, at keltere og germanere var i intensiv kontakt i Romertiden, men ny forskning her fra Roots of Europe tyder på, at også deres (sproglige) forfædre – de tidlige indoeuropæiske stammer, som talte dialekter, der senere blev til urkeltisk og urgermansk, efter indvandringen til Europa i 3. årtusind f.Kr. ligefrem må have delt et religiøst fællesskab. For keltisk og germansk kan man nemlig rekonstruere et uforholdsmæssigt stort antal ord, der har med tro og magi at gøre, og som snarere ligner meget gamle arveord end senere låneord. Blandt dem er ordet rune, der spiller en rolle i forbindelse med Odins magi, men også fx ’enøjet’ (gotisk haihs), et af Odins kendetegn, er en ny specialiseret betydning fælles for de to grupper; i latin betød det beslægtede caecus ’blind’.
Det kan ikke ud fra keltisk og germansk alene med sikkerhed bevises, at Odin som færdigt dannet gudenavn er så gammelt som 2000 f.Kr. Men hans oldnordiske tilnavn Herjann ’hærføreren’ forekommer også som Coriono- i det keltiske stammenavn Coriono-totae ’hærførerens folk’ – som ifølge den østrigske sprogforsker Wolfgang Meid ikke henviser til en menneskelig hærfører (som i græsk koiranos), men derimod til guden Lugus, der regnes for den keltiske pendant til Odin.
Så vidt det rent sproglige. Men Odin indtager også som figur i den fælles indoeuropæiske mytologi en plads, som kan sammenlignes med guder som Zeus i den græske og Jupiter i den romerske mytologi. Utallige træk kendt fra de andre indoeuropæiske religioner genfindes i de nordvesteuropæiske – altså den keltiske, den germanske, og den nordiske religion. Et enkelt vigtigt eksempel, der også har med Odin at gøre, er mjødens betydning som formidler af åndelig aktivitet gennem beruselse. Mjøden svarer i mytologisk sammenhæng blandt andet til offerdrikke som f.eks. somaen i gammel indisk vedareligion.
Samlet tyder alt dette på, at Odin som grundlæggende figur er fra fællesindoeuropæisk tid, nok ca. 4000 f.Kr., selvom hans shamanistiske træk i nordisk mytologi kan være senere fremmed påvirkning eller uafhængig udvikling. Ordrodens brug i religiøs kontekst er mindst fra 2000 f.Kr., mens Odin som gudenavn nok er fællesgermansk, altså mindst fra lige før Kristi fødsel. Altså betragteligt tidligere, end arkæologien kan afsløre.
Som religionshistorikeren Kirsten Backhausen har formuleret det, hersker Odin blandt sine mange ansvarsområder over visdom og digtning og dermed over sproget. Enhver bevidstgørelse handler om at formulere en viden og, for at kunne drage nytte af denne viden, om at kunne fastholde og videregive den til andre.
I vores 2010-sammenhæng kunne man næsten kalde Odin ”formidlingens gud”. Med dette første blogindlæg håber vi ikke blot at have viderebragt en portion ny viden – men også at have vist, hvordan sprogvidenskaben kan bibringe arkæologien og religionsvidenskaben en ekstra og ofte ret afgørende dimension.