Health and illness in Prehistoric Europe: Linguistic evidence of beliefs in preventive care, causes and treatments

Alongside its use for perfumes and incenses, lavender is one of the most profitable medicinal herbs. This species from the Canaries, Lavandula canariensis, has been used as a laxative, to bring down fevers, as an anti-inflammatory drug, and against parasitic worms. Photo by Adam Hyllested.

 To stay sound and healthy is obviously one of man’s timeless concerns. Most early societies seem to have believed that diseases could have both natural and supernatural causes. Blame was often heaped upon evil spirits that had entered into the body of the diseased, while plants and plant-derived ingredients constituted the most common drug, also as tranquilizers, to heal wounds and bites, and for preventive purposes, e.g. as laxatives
or for skin care or prenatal care. Other methods, not all equally widespread, involved ceremonies with magic formulae, spells and amulets; the use
of animals, e.g. leeches for bloodletting or larva debridement; honey as a general antiseptic; geophagy (eating soil or clay); enema by clysters (made by e.g. animal bladders); and (primitive) surgical procedures.

 

By definition, prehistoric practices are not described directly  in any written sources. Indeed information might be gathered from the earliest attestations to the extent that they reflect an older state of affairs. In the ancient Iranian Vendidad, it is claimed that “divine words” are a better cure than knives or herbs, and numerous chapters are devoted to charms against evil spirits. Extensive catalogues are known from ancient India, notably the Sushruta Samhita (3rd or 4th c. AD), and from Greece and Rome such as the Hippocratic Corpus, Dioscorides’ De Materia Medica (77 AD) and Marcellus Empiricus’ De medicamentis (4thc.) with information on the popular use of plants for medico-magical treatment, some of which may continue much earlier traditions. However, in many cases ancient sources give no clear botanical meaning of a plant name, and even when the species can be defined, the status of the name may be unclear – we do not always know whether a given name represents a popular designation, a translation  or simply an innovation by the author.

De Materia Medica by Dioscorides, originally written in Greek in the 1st century AD as Περὶ ὕλης ἰατρικῆς ("regarding medical materials"), has been preserved in several medieval editions. This richly illustrated version is the Vienna Dioscurides from 512-513 AD.

Archaeology can provide clues by human remains as may typological studies of aboriginal societies living under supposedly similar conditions, or even ethnobotanic studies of cultures believed to have retained ancient customs (such as the 3rd Danish Pamir Expedition 2010). However, since plants are subject to quick decay and spirits notoriously intangible, the archaeological evidence remains scarce and, as a result, conclusions suffer from a comparatively large degree of uncertainty (with the recent DNA-based identification of 15 plant species in ointments and herbal pills from a Greek shipwreck from 130 B.C. as one notable exception).

This is where etymology enters into the picture. As argued by J.D. Langslow (in Indo-European Perspectives, Oxford 2004), medical language is probably one of the most promising fields for semantic and etymological investigation. A way of linking information gained from archaeology and linguistics is the palaeolinguistic method: if the word for a certain creature, object or phenomenon is attested with regular sound correspondences in two or more languages, we must conclude that it existed in the homeland at the time before the dispersal of the protolanguage. Systematic studies of the European core vocabulary would have to include a stratification of the linguistic data, distinguishing between

In Germany and Austria, holly (ilex) is placed in stables to protect horses from evil spirits. This may be due to the near-homonymy of 'mare' and 'female incubus' in most Germanic languages (cf. e.g. the ambiguous Danish name maretorn).

1) substrata from indigenous non-Indo-European peoples
2) words of common Indo-European heritage
3) words belonging to a more restricted area
4) later cultural loans from known or unknown sources

From such an investigation, we would be able to draw conclusions as to which parts of the health domain, as it is known from the earliest attestations of Indo-European cultures, actually represent a Proto-Indo-European tradition, and which parts have arisen at a later stage, whether from creative innovation, contacts between the Indo-European branches or contacts with other language families. This may in turn tell us something more general about patterns of cultural evolution throughout history. Theoretically, it is not impossible that clues about forgotten types of plant medicine may be provided by new etymologies that will appear.

Searching for common anomalies often proves valuable. The almost identical Baltic words for two otherwise dissimilar plants ‘henbane’ (drignė) and ‘fool’s parsley’ (drignelė) make up a strong semantic parallel to those found in other Indo-European languages; thus, the Greek names for the two plants are apollon, apollinaris and aithousa respectively – Aithousa was the name of one of Apollon’s mistresses and meant ‘gleaming, burning’, and the traditional Latin name of the latter was exactly Apollon (borrowed from Greek). According to our cooperation partner Bernd Gliwa, these common names probably refer to dilation of the pupil of the human eye which is a well-known effect of both plants.

Celtic and Germanic languages share a lot of terminology from specifically this field (among them ‘fever’, ‘leprous’, ‘sorcery’, ‘demon’, several generic words for ‘illness’, medicinal herbs such as ‘Angelica’ and ‘holly’, and as many as 10 terms for ‘wound’ or ‘injury’). These items all look too old to be mutual loans, and since it can be showed by other means that Celtic and Germanic are not more closely related than each of them are with several of the other Indo-European branches, this indicates that at a certain point in their early history they shared a common vocabulary of both archaisms and innovations, reflecting post-Indo-European common beliefs in causes of illnesses and their treatments. Some of them may have been taken over from the same third source.

"Dancing elves" by the Swedish painter August Malmström (1866). In Germanic and Slavic folklore, it was believed that "fairy rings" (naturally occurring rings of mushrooms) were the result of elves dancing in a ring during the night or in the morning mist. Peeing into a fairy ring could cause diseases. The notion of sprites as the source of illness seems to be a near-universal.

It is remarkable that, while the Germanic word *lubja- meant ‘strong plant-juice’ as well as ‘magic remedy; poison; magic’, its Celtic relative *lubī meant simply ‘wort’. Finnish luppo means ‘lichen’ and is known to be an inherited word in the Uralic language family to which Finnish belongs. Lichen is used in traditional folk medicine as a laxative and against various kinds of pains, infections and inflammation. This points to a Uralic origin of the Germanic and Celtic words (there are no better candidates).

When dealing with plant-names one must be aware of the phenomenon of folk taxonomy whereby traditional ethnobotanical taxa may disagree with those of modern science (e.g. Lithuanian jonažolė ‘Hypericum’ but also ‘certain plants flowering at St. John’s, June 24th’). Our forefathers had other criteria for the classification of plants and animals. Sometimes these were given the same name because of a purely physical similarity, in other cases rather according to similarities in societal utility value or even mythological conceptions. Besides, some species have only a new scientific term and no separate folk name, either because they have lost it or because it was never relevant and the species was designated by a more generic term. Dialect material is extremely important because plant names and animal names often vary within small areas.

Some of the many surgical devices found in The House of the Surgeon at Pompeii.

Relevant semantic fields may furthermore include words referring to symptoms; poison; nutrition and diet; fungi; salt, minerals and stones; exercise; hygiene and sanitation; body parts and bodily fluids; virginity, fertility and reproduction; maternal health, pregnancy and birth; puberty; congenital defects; body modifications; mood and sleep; mental disorders; ageing; cleansing of the dead; veterinary issues; folk legends; health deities; medical professions; and medical equipment.

Genskabelse af fortidens samfund – ved hjælp af sproget

"Fortiden er et fremmed land". Maleri af de nu uddøde urokser fra hulerne i Lascaux (ca. 15.300 f.Kr.)

"Fortiden er et fremmed land". Maleri af de nu uddøde urokser fra hulerne i Lascaux (ca. 15.300 f.Kr.)

Den slags sprogforskere, der er ansat på Roots of Europe, beskæftiger sig først og fremmest med rekonstruktion af forhistoriske sprog og sprogudviklinger. Det drejer sig om at genskabe tilstande – nemlig forskellige kronologiske stadier af ikke-overleverede sprog – såvel som begivenhedsforløb, nemlig ændringer, der finder sted mellem to stadier af et sprog. En opgave kan fx bestå i at afdække en bestemt del af sprogudviklingen fra urgermansk (talt omkring Kristi fødsel, men ikke direkte overleveret) til oldnordisk, som er et fyldigt overleveret sprog, kendt fra masser af tekster, eller for den sags skyld helt til moderne dansk, der jo stadig tales og udvikler sig. Men den kan også bestå i at gøre rede for et forløb mellem to sprogstadier, hvoraf ingen af dem er direkte overleveret, kun rekonstrueret – genskabt – på grundlag af reflekser i overleverede sprog. Der kunne fx være tale om det førnævnte urgermansk på den ene side og dets forgænger, det urindoeuropæiske sprog, på den anden.

Rekonstruktion af sprog kan i mange tilfælde ikke meningsfyldt skilles fra rekonstruktion af forhistoriske samfund. Sprogforskerne har gennem de sidste århundreder udviklet meget stringente metoder, hvormed man kan påvise, om bestemte sprog er beslægtet med hinanden eller ej. Dermed skulle man mene, at vejen var banet for at sammenholde sprogforskernes resultater med fx arkæologernes. Desværre er det i nabovidenskaberne ikke altid lige kendt, præcis hvor stringente og hvor vigtige de sprogvidenskabelige metoder er, endsige hvad de består i.

Eksempelvis skrev den anerkendte, nu afdøde, arkæolog Jørgen Jensen fra Nationalmuseet i det firbindsværket Danmarks Oldtid – samt i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie – at man ikke længere behøver operere med forestillingen om en indoeuropæisk sprogenhed, fordi vi nu ved, at alt kan lånes fra ét sprog til et andet, således også helt basale hverdagsord som fx personlige pronominer. Dermed mente han, at ligheder teoretisk set altid kunne afspejle kontakter mellem (i øvrigt ubeslægtede) sprog, og at der derfor ingen beviser var for genetisk sprogslægtskab overhovedet. Selvom det ganske vist er rigtigt, at alle slags ord og for den sags skyld også andre elementer i sprogene kan lånes (fx er de engelske pronominer they og them lånt fra nordisk), er det helt afgørende modargument, som Jensen overså, at vi kun véd dette, fordi vi har fundet ud af det med den samme metode, hvorved vi kan se, hvad der ikke er lånt. Uden den systematisk-komparative metode ville vi slet ikke vide dét, som Jensen ganske rigtigt påpeger, at vi ved. Metoden siger, at overfladiske ligheder ikke er vigtige: konsonanten p i det ene sprog må gerne svare til vokalen y i et andet, hvis bare dette er en systematisk regel, og alle undtagelser til den kan forklares som andet end tilfældige. Forklaringer kan være analogi (fx at uregelmæssige verber retter sig ind efter regelmæssige), kontamination (sammenblanding af to ord), dialektblanding, lån fra andre sprog eller ekspressiv orddannelse (lydsymbolik). Lydlovene afslører det fælles udgangspunkt, som er et sprog, der har eksisteret på et tidspunkt.

Den snorekeramiske kultur, også kaldet stridsøksekulturen, er traditionelt blevet kædet sammen med en indoeuropæisk indvandring til Europa østfra i Bronzealderen.

Den snorekeramiske kultur, også kaldet stridsøksekulturen, er traditionelt blevet kædet sammen med en indoeuropæisk indvandring til Europa østfra i Bronzealderen.

Et beslægtet problem er, at man i årtier inden for arkæologien meget nødig ville forsøge at knytte en sprogenhed (og dermed en bestemt folkegruppe) til et fundmateriale eller et kulturkompleks (som indoeuropæisktalende stammer versus den snorekeramiske kultur). Det var den gennemgående opfattelse, at det var de nye opfindelser selv, der spredte sig, og ikke samtidig folkegrupperne eller sprogene. I hvert fald var det ugleset at påstå, at man kunne konkludere noget som helst om det. Det er ved at ændre sig nu. Et eksempel på den nye opfattelse finder man hos Kristian Kristiansen, én af Roots of Europes eksterne samarbejdspartnere. Han – og vi – vil ganske vist ikke hævde, at man kan vide alt om, hvilke folkegrupper der kan knyttes til hvilke kulturkomplekser, og hvilke migrationer der dermed har fundet sted hvornår. Vi er godt klar over, at der sikkert har været uddøde sprog, vi aldrig kommer til at vide noget om, og som vi derfor ikke kan knytte til et bestemt fundmateriale. Men for at bringe forskningen videre finder vi det vigtigt at opstille sandsynlige scenarier, der om ikke andet kan tjene som arbejdshypoteser. Her er det ikke mindst vigtigt at sammenholde den sproglige og arkæologiske viden med de resultater, der i de seneste år er nået inden for populationsgenetikken. Hver videnskab har sine ting at fortælle om begivenheder i fortiden, og sammen kan de fortælle rigtig meget.

Sprog eksisterer kun sammen med mennesker, der taler dem. Den logiske konsekvens er, at hvis bestemte sprog udviser systematiske lydlige overensstemmelser og dermed går tilbage til én fælles sprogform, ja, så påviser dette forhold samtidig eksistensen af en fortidig befolkningsgruppe, der talte dette sprog. Kritikere har gennem fagets historie påpeget angiveligt problematiske ting ved denne opfattelse.

For det første er det blevet fremhævet, at man ikke altid kan sætte lighedstegn mellem folk og sprog; fx kan et bestemt sprog godt tales af flere befolkningsgrupper.  Man må dog formode – ikke mindst for forhistoriske (ikke-globaliserede) perioders vedkommende, at det samme sprog kun har været talt af befolkningsgrupper, der havde noget til fælles og havde en nogenlunde grad af kontakt med hinanden – som sådan kunne den dermed også defineres som en befolkningsgruppe, blot i mindre snæver forstand. Men den vigtigste, noget oversete pointe er, at sådanne tilstande blot er en del af det samlede hele, som forskerne stræber efter at rekonstruere. Hvis et sprog har været talt af flere etnisk forskellige befolkningsgrupper, så er det ikke noget, der diskvalificerer metoden; det er blot ét ud af flere mulige scenarier, som den gode rekonstruktion i sidste ende skal kunne afdække.

Et andet kritikpunkt er, at de sprog, vi kender, altid udviser variation (det kan være i form af dialekter eller sociolekter; det kan være ord, der udtales anderledes, når de har en særlig betoning [fx tab af -g [j] i både jeg og dig i dansk jeg elsker dig]; eller det kan være ord, der kan udtales i fri variation [fx når man inden for det samme lille dialektområde, ja ligefrem hos det samme menneske kan høre to konkurrerende former som túnnel og tunnél]). På grund af vores kendskab til denne sproglige variation, siger kritikerne, er det uheldigt, når vi vil rekonstruere en enkelt urform, som alle senere former i dattersprogene går tilbage til. Kritikerne slår dog her en åben dør ind, idet sprogforskerne faktisk allerede kommer frem til masser af sproglig variation, når de rekonstruerer forhistoriske sprogstadier. Samtidig må man forstå, at dialektal opsplitning i sig selv viser tilbage til et fælles udgangspunkt – det er en del af selve definitionen af en dialektal opsplitning, at variationerne udviser samme form for systematiske overensstemmelser, som sprogene gør – og når det nogle gange ikke er tilfældet, er det igen fordi billedet forstyrres af kontakt mellem nabosprogformerne, kontamination, ekspressivitet m.m. Der er altså de samme ting på spil, som når man sammenligner selvstændige sprog. Og vigtigst: Igen er kompleksiteten ikke noget, der bør afholde forskerne fra at udrede trådene; blot er der tale om en lidt mere vanskelig del af den samlede opgave, det er at rekonsturere fortidens sproglige landskab.

Det er især ved rekonstruktionen af ordforrådet, afgrænsninger af leksemer (selvstændige ord) og deres betydninger, der udgør en udfordring for sprogforskerne.  Det skyldes ikke mindst, at ordforrådet afspejler den verden, vi lever i – ikke kun den fysiske verden, men også de forestillinger og koncepter, vores samfund bygger på. Sprog har ord for de koncepter, det har brug for at have ord for. Og de koncepter, der spillede en rolle i fortiden, kan være nogle helt andre end nutidens. Som den britiske forfatter Leslie P. Hartley formulerede det i de berømte første linjer af romanen The Go-Between (1953): ”Fortiden er et fremmed land. De gør ting anderledes dér.
Sommersolhverv over Stonehenge. Foto: Andrew Dunn.

Sommersolhverv over Stonehenge. Foto: Andrew Dunn.

Sprogforskerne må derfor i deres udredning ikke bare overføre nutidens ordbetydninger til rekonstruktionerne, men holde øje med hvad der i første omgang kan se ud som besynderlige sammenhænge. Mystikken breder sig, når fx ord for ’soldaterudrustning’, ’graviditet’ og bestemte måneder ser ud til at have haft samme benævnelse i flere gamle indoeuropæiske sprog og stadig har det i litauisk, hvor šárvas både betyder ’menstruation’, ’panser, harnisk, våben’, og i 1700-tallet desuden kunne have betydningen ’december’. Men den fælles betydning har nok været ’(tegn på) overgang til ny forventet fase’ og har været vigtig ved livets overgangsriter, ikke mindst overgangen fra barn til voksen, hvor kvinden blev kønsmoden og manden våbenfør. Den har samtidig kunnet henvise til andre forventede nye faser som solhvervet samt ny og fuldmånen. Og solhverv finder jo sted i juni og december. Hos bl.a. tokharerne var den første nymåne efter solhverv vigtig, som man bl.a. kan læse om i en ny artikel af Douglas Q. Adams i Tocharian and Indo-European Studies.

Religion og kosmologi er selvsagt et besværligt område at rekonstruere. Men også mere jordnære ting som redskaber og produktionsmetoder frembyder deres udfordringer, og her må viden om arkæologiske fund og opfindelsernes historie sammenholdes med den sproglige viden. Den amerikanske sprogforsker Craig Melchert har for nylig påpeget, at det hittitiske verbum huwapp-, man traditionelt har sammenholdt med ordet væve og dets slægtninge i andre indoeuropæiske sprog, slet ikke betyder ’flette, snøre sammen’ og lignende ting, men tværtimod ’kaste’; bl.a. derfor mener han at kunne afvise, at de to ord er beslægtede. Her er det imidlertid godt at vide, at dét at kaste er noget helt centralt i væveprocessen. På engelsk hedder en trend warp, afledt af et verbum for ‘kaste’, jf. dansk verfe, tysk werfen;, og at slå skyttelen hedder på engelsk to throw the shuttle. Det er også godt at vide, at disse og andre basale principper for vævning har været stort set de samme siden sumererne.

Klippegrævlingerne ligner ikke deres nærmeste slægtninge, elefanterne. Pga. folketaksonomi kalder vi dem "-grævlinger" og ikke fx "klippeelefanter".

Klippegrævlingerne ligner ikke deres nærmeste slægtninge, elefanterne. Pga. folketaksonomi kalder vi dem "-grævlinger" og ikke fx "klippeelefanter".

En anden udfordring er folketaksonomien, som er relevant ved rekonstruktionen af ord for dyr og planter. Vores biologiske viden er stor i dag, og vi mener ligesom for sprogenes vedkommende med rimelig sikkerhed at kunne klassificere verdens dyre- og plantearter efter hvor tæt de er beslægtet med hinanden (forskellen er, at vi ikke ved, om alle sprog faktisk er beslægtet med hinanden, som vi ved det med livets forskellige former). Det er ikke altid, at der er tale om organismer, hvis fysiske udtryk er ens. Fx er elefantarternes nærmeste slægtninge de små klippegrævlinger, der i oldtiden fandtes i Europa (navnet Spanien menes at stamme fra det fønikiske ord for klippegrævling), men i dag er begrænset til Afrika og Mellemøsten. Alene navnet klippegrævling afslører fænomenet folketaksonomi; dyrets fysiske udtryk er med til at bestemme dets navn, og de hedder derfor noget med grævling,men er i virkeligheden meget nærmere beslægtet med elefanterne end med grævlingen. Det kendteste eksempel på folketaksonomi er nok beskrivelsen af hvaler som fisk, selvom de er pattedyr; jf. den ældre betegnelse hvalfisk. En blæksprutte hedder på svensk på samme måde en bläckfisk. Fortidens mennesker havde ikke den samme viden om dyrenes udviklingslinjer, men må have brugt andre kriterier – ligesom i øvrigt de fleste af nutidens lægfolk, der ikke lige er orienteret om biologisk forskning ned i detaljen. Vores forfædre kan have haft helt andre kriterier for gruppering af organismerne end dem, der virker logisk for os. Man kunne fx forestille sig, at planter blev grupperet efter deres medicinske virkning eller anden samfundsmæssig nytteværdi. Eller der kunne ligge mytologiske forestillinger bag sammenkædningen af hinanden biologisk fjerntstående dyrearter, jf. de indfødte australske folks forestillinger om, at nogle mennesker er tættere beslægtet med bestemte dyrearter som kænguruen end med andre mennesker. Det er dog vigtigt at skille folketaksonomi fra almindelige sammenligning af landdyr med havdyr af samme form og opførsel, hvor folk generelt godt er klar over, at der ikke er tale om nært beslægtede dyr (jf. søhest, søko, søløve). Et af mine undersøgelsesområder har været ord for mustelider (dyr af mårfamilien) omkring Østersøen, hvorunder etymologien til ordet mink (nu om et amerikansk dyr, men oprindelig betegnelsen for den europæiske  flodilder eller nertzen) er blevet afdækket. Da både de gamle grækere, romerne og flere finsk-ugriske folk har haft samme betegnelse for dyr af mårfamilien og fisken ferskvandskvabbe, er det sandsynligt, at navnet på minken har samme oprindelse som det baltoslaviske ord for denne fiskeart, fx litauisk menkė. Mange af benævnelserne på disse pattedyr rundt om Østersøen er låneord pga. den intensive pelshandel i området fra Romertiden til i dag. Fisken kan i en bestemt positur minde meget om en væsel, så de fælles betegnelser for de to dyr bunder næppe i andet end lighed og opførsel (de er begge hurtige rovdyr).

Der er mange usikkerhedsmomenter, og et vigtigt parameter er derfor ”det samlede billede” (den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure udtrykte det i 1912 med ordene un système ou tout se tient ’et system, hvor alt hænger sammen’).

Pottemagerhjulet kom før vognhjulet.

Pottemagerhjulet kom før vognhjulet.

Når ord i indoeuropæiske sprog for dyr og planter fra den tempererede fastlandsklima samt vejrfænomener knyttet hertil alle peger på et hjemland (et såkaldt urhjem) i Sydrusland, har det mindre betydning, at man ikke kan påvise fælles ord for ’stør’ (selvom flere størarter også i Bronzealderen levede i Sortehavet og floderne nord derfor) eller ’hyld’ (selvom de forskellige arter af hyld er udbredt over hele det vestlige Eurasien), og det har endvidere kun en mindre betydning, at folkeslag, der ikke bor i områder med sne og hav, alligevel som regel har ord for disse fænomener. De folkeslag, der traditionelt har boet længst væk fra havet, mongolerne og tibetanerne, har kaldt deres hhv. militære og åndelige leder for Djengis Khan (‘havets hersker’) og Dalai Lama (‘visdommens hav’). Når det samlede ordforråd fortæller os, at det folk, der talte urindoeuropæisk, havde heste og vogne, så har det ligeledes kun en mindre betydning, at ordet for ’hjul’ (som man af sproglige grunde kan se er dannet netop på dét stadium i sprogets historie) ikke behøver henvise til en vognhjul, men i første omgang lige så godt kan have været ordet for pottemagerhjul, der senere er blevet overført til opfindelsen vognhjul i alle sprogene. Det samlede billede peger henimod et en nomadekultur med husdyravl og nogle afgrøder i en tempereret fastlandszone, sandsynligvis nord for Sortehavet i Bronzealderen. De havde en rigt facetteret gudeverden, til en vis grad også lavere overnaturlige væsener, og et særligt episk formelsprog. Betegnelser for de fleste metaller og kulturplanter er derimod vandreord, der kan være kommet til indoeuropæerne udefra.

Vi kan ikke være decideret sikre på noget, men i forskningen stræber vi efter at genskabe det mest sandsynlige scenario. Når vi en gang imellem må ændre opfattelse, skal vi være glade for det, for det betyder, at vi er blevet klogere. Og når forskerne bliver klogere, bliver samfundet det gerne med dem. Mange vil heldigvis sige, at det er meningsfyldt i sig selv at lære om fortiden, fordi det er en del af udforskningen af verden; men samtidig er studiet af fortiden vigtigt af en anden grund, nemlig den, at fortiden – selvom den er et fremmed land – ofte alligevel har meget til fælles med nutiden. Forskningen gør os derfor også klogere på nutiden – og giver os mulighed for at træffe vores valg på et mere oplyst grundlag.

Sproget afslører Odins alder

”…og gjorde Danerne kristne”, står der på Den Store Jellingsten, der er blevet kaldt Danmarks dåbsattest, og som markerer indførelsen af kristendommen i det hedenske Norden. Den førkristne, nordiske mytologi er dog blevet ved med at spille en betydelig rolle for den fælles historiske bevidsthed.

Nationalmuseet har således netop fået fondsmidler til et nyt forskningsprojekt, hvis mål det blandt andet er at undersøge, hvor gammel den nordiske religion er. Selvom det er et fagligt definitionsspørgsmål, hvornår en religion kan siges at have udviklet sig til en ny religion, så har det meste af den førkristne kults substans – de elementer, den er sat sammen af – dog en fælles oprindelse med de øvrige gamle indoeuropæiske religioner, og som sådan lader den sig ikke lige datere med startdato. Sikkert er det dog, at den efter denne definition er ældre end de ældste arkæologiske fund, der har forbindelse til det specifikt nordiske.

Odin, asernes øverste gud, påkaldte sig stor opmærksomhed i 2009, da en lille sølvfigur fra ca. år 900 blev fundet ved Lejre. Figuren bestod af en person siddende på en stol eller en trone med to fugle på hver side. Personen blev af Tom Christensen fra Roskilde Museum identificeret som Odin omgivet af ravnene Hugin og Munin.

Foto: Mogens Engelund

Foto: Mogens Engelund

Den foreløbige datering af Odin er fra arkæologernes side baseret på ikonografiske gengivelser på især smykker. Her er de hidtil ældste mulige dateringer fra en lille gruppe dragtsmykker fra ca. 300. Men også arkæologerne mener, at Odin sandsynligvis er ældre, idet en række shamanistiske træk – som beskrevet i kilderne – meget vel kan række betydeligt længere tilbage. Dette passer fint med de sproglige forhold.

Gudenavnet Odin svarer til det vestgermanske Wotan og kan dermed rekonstrueres for i hvert fald nordvestgermansk, den fælles forfader til de nordiske og de vestgermanske sprog (som i vore dage bl.a. er tysk, hollandsk, engelsk og frisisk). Men den form, vi rekonstruerer, er ganske givet fællesgermansk, altså fra før Kristi fødsel. Dels kan man se det på orddannelsestypen, hvor suffikserne varierer på en måde, der kendes fra så tidlige sprogstadier (nordisk -inn, vestgermansk -an). Dels tyder gotiske gravsætninger på, at goterne har ofret til en gud, der ligner Odin meget – og gotisk er det bedst kendte af de nu uddøde østgermanske sprog, den tredje gren af germansk. Hvem navnet så henviser til – er det den samme gud – er som sagt et religionshistorisk definitionsspørgsmål. Men som gudenavn må det gå mere end 2000 år tilbage.

Brugen af selve ordets rod i religiøs sammenhæng er i øvrigt endnu ældre, da den er fælles med keltisk – det irske ord for en spåmand, fáith, indeholder samme rod, og ordet kendes også fra romertidens mest udbredte keltiske sprog, gallisk, hvorfra det sandsynligvis er lånt til latin som vates – der i dag indgår i navnet på Vatikanet.

Man har længe vidst, at keltere og germanere var i intensiv kontakt i Romertiden, men ny forskning her fra Roots of Europe tyder på, at også deres (sproglige) forfædre – de tidlige indoeuropæiske stammer, som talte dialekter, der senere blev til urkeltisk og urgermansk, efter indvandringen til Europa i 3. årtusind f.Kr. ligefrem må have delt et religiøst fællesskab. For keltisk og germansk kan man nemlig rekonstruere et uforholdsmæssigt stort antal ord, der har med tro og magi at gøre, og som snarere ligner meget gamle arveord end senere låneord. Blandt dem er ordet rune, der spiller en rolle i forbindelse med Odins magi, men også fx ’enøjet’ (gotisk haihs), et af Odins kendetegn, er en ny specialiseret betydning fælles for de to grupper; i latin betød det beslægtede caecus ’blind’.

Det kan ikke ud fra keltisk og germansk alene med sikkerhed bevises, at Odin som færdigt dannet gudenavn er så gammelt som 2000 f.Kr. Men hans oldnordiske tilnavn Herjann ’hærføreren’ forekommer også som Coriono- i det keltiske stammenavn Coriono-totae ’hærførerens folk’ – som ifølge den østrigske sprogforsker Wolfgang Meid ikke henviser til en menneskelig hærfører (som i græsk koiranos), men derimod til guden Lugus, der regnes for den keltiske pendant til Odin.

Så vidt det rent sproglige. Men Odin indtager også som figur i den fælles indoeuropæiske mytologi en plads, som kan sammenlignes med guder som Zeus i den græske og Jupiter i den romerske mytologi. Utallige træk kendt fra de andre indoeuropæiske religioner genfindes i de nordvesteuropæiske – altså den keltiske, den germanske, og den nordiske religion. Et enkelt vigtigt eksempel, der også har med Odin at gøre, er mjødens betydning som formidler af åndelig aktivitet  gennem beruselse. Mjøden svarer i mytologisk sammenhæng blandt andet til offerdrikke som f.eks. somaen i gammel indisk vedareligion.

Samlet tyder alt dette på, at Odin som grundlæggende figur er fra fællesindoeuropæisk tid, nok ca. 4000 f.Kr., selvom hans shamanistiske træk i nordisk mytologi kan være senere fremmed påvirkning eller uafhængig udvikling. Ordrodens brug i religiøs kontekst er mindst fra 2000 f.Kr., mens Odin som gudenavn nok er fællesgermansk, altså mindst fra lige før Kristi fødsel. Altså betragteligt tidligere, end arkæologien kan afsløre.

Som religionshistorikeren Kirsten Backhausen har formuleret det, hersker Odin blandt sine mange ansvarsområder over visdom og digtning og dermed over sproget. Enhver bevidstgørelse handler om at formulere en viden og, for at kunne drage nytte af denne viden, om at kunne fastholde og videregive den til andre.

I vores 2010-sammenhæng kunne man næsten kalde Odin ”formidlingens gud”. Med dette første blogindlæg håber vi ikke blot at have viderebragt en portion ny viden – men også at have vist, hvordan sprogvidenskaben kan bibringe arkæologien og religionsvidenskaben en ekstra og ofte ret afgørende dimension.