Eksistens og sproghistorie

Sproghistorien kan være fængslende når den åbner døre til tidligere tiders sprogbrug og tankegange. Som når filosoffen Ole Fogh Kirkeby i en samtale med DR P1’s Carsten Ortmann viser hvordan ord som frihed og frænde går tilbage til den samme rod, der ifølge ham betød ‘beskyttet af sine egne.’ En sproghistoriker ville nok snarere sige at denne rod, indoeuropæisk *preyh, betød ‘at elske’. Men pointen er den samme: Friheden er betinget af venskabet; modsat hvad mange mennesker tror, har vi friheden fra de andre, og det har sat sig tankevækkende spor i sproget.

Som empirisk, d.v.s. faktuelt baseret, videnskab sætter sprogvidenskaben dog også nogle grænser for hvad vi kan slutte os til. Under samtalen overskrider Ole Fogh Kirkeby flere gange disse grænser, og det er synd for både sprogvidenskaben og filosofien, der kommer til at fremstå som legepladser for den frie association.

Urindoeuropæisk

Indo-European branches map

Udbredelsen af de indoeuropæiske sprog i Europa og Asien.
Se kilde

Lad os først se på hvad ur- eller protoindoeuropæisk er, det rekonstruerede sprog som flere gange bliver nævnt. Den indoeuropæiske sprogfamilie omfatter næsen alle Europas sprog: Græsk, albansk og armensk samt de romanske, keltiske, germanske, baltiske og slaviske sprog. Uden for Europa er der (en del af) de indiske, iranske og nu uddøde anatoliske og tokhariske sprog.

Indoeuropæistikken er udforskningen af hvorledes disse sprog er beslægtede; ur- eller protoindoeuropæisk er det grundsprog som må have været ophavet til alle disse andre sprog.

Særlig i de senere år er indoeuropæistikken også begyndt at inddrage arkæologiske og genetiske vidnesbyrd for at kortlægge hvem indeuropæerne var, som faktisk folkeslag.

De indoeuropæiske folkevandringer

OFK nævner tre teorier om den såkaldte hjemlandsproblematik, d.v.s. spørgsmålet om hvor indoeuropæerne kom fra og hvorledes deres sprog blev spredt i verden i forhistorisk tid. Det skal bemærkes at han bruger den lidt misvisende term ‘eurasiere’. Den betegnelse henviser normalt enten til mennesker af blandet europæisk og asiatisk oprindelse eller til folkeslag på den eurasiske steppe, og de er ikke kun indoeuropæiske.

Homo sapiens

Homo sapiens, her set i samtale med en neandertaler, er ikke den eneste mennesketype, der har eksisteret i fortiden Se kilde

For at forstå hjemlandsproblematikken kan vi først tage et skridt langt tilbage i tiden og gå helt tilbage til Afrika, hvor det moderne menneske, Homo sapiens, menes at være opstået for 200.000 år siden, d.v.s. sent i ældre stenalder.

Et sted mellem 125–60.000 år siden ser vi en, muligvis flere, udvandringer fra Afrika over den arabiske halvø. Disse mennesker og deres sprog var ikke indoeuropæere; de var forfædre til alle de folkeslag, der senere opstod i verden, lige bortset fra de af deres slægtninge der blev tilbage i Afrika syd for Sahara. Deres sprog var følgelig heller ikke indoeuropæisk.

I alle disse perioder ser vi en gradvis spredning af mennesker og kulturer; spørgsmålet er hvor indoeuropæerne og deres sprog og kultur passer ind.

Den neolitiske kontinuitetshypotese

OFK lægger ud med en teori som han ikke navngiver, men som er kendt som den neolitiske kontinuitetsteori. Han mener at forskerne i dag er enige om at indoeuropæerne ankom over den arabiske halvø for cirka 15.000 år siden, d.v.s. i begyndelsen af den mellemste stenalder, og derfra gradvist bredte sig ud over det europæiske og asiatiske kontinent. I Nordeuropa skulle disse migrationer være sket ganske langsomt i takt med at isen trak sig tilbage ved sidste istids afslutning. OFK kommer til at kalde kulturen for en “fredelig agrarkultur”, men det kan den naturligvis ikke have været så tidligt som 15.000 f.v.t., hvor landbruget slet ikke var opstået.

Mig bekendt er der heller ingen arkæologiske vidnesbyrd der peger på en særlig migration fra Afrika for 15.000 år siden.

Den neolitiske kontinuitetsteori er en af de den nyere teorier om emnet. Det er også den mest kontroversielle. Sprogforskere vender sig særligt imod en af dens grundlæggende påstande, nemlig at størstedelen af de indoeuropæiske sprog er opstået der hvor de tales i dag. Dansk skulle således været opstået her i Danmark allerede i stenalderen, hvilket i sproghistorisk perspektiv gør denne hypotese direkte uvidenskabelig, som vi skal se.

Den anatoliske hypotese

OFK nævner dernæst idéen om at indoeuropæernes hjemland lå i Tyrkiet; herfra skulle de være udvandret  — OFK siger for seks tusinde år siden, men mener nok 6-7.000 år f.v.t., i hvert fald hvis han her henviser til arkæologen Colin Renfrews anatoliske hypotese.

Neolithic expansion

En model af landbrugets udbredelse i Europa i bondestenalderen, med udspring i Mesopotamien. Renfrew identificerer denne begivenhed med indoeuropæerne.

Den går ud på at indoeuropærenes migrationer gik hånd i hånd med den tidligste udbredelse af landbruget. Vi ved som sagt at landbruget opstod i Mesopotamien 8–7.000 år f.v.t., altså i yngre stenalder, også kaldet bondestenalder. Via Anatolien bredte det sig dernæst til Europa. Renfrews sammenkædning af denne begivenhed med spredningen af de indoeuropæiske sprog har mødt skarp kritik fra sprogforskerne der påpeger at han ikke tager hensyn til de sproglige indicier. Det ordforråd vi med sikkerhed kan rekonstruere som indoeuropæisk, peger ikke tilbage på et stenalderligt agrarsamfund.

Enkeltgravshypotesen

IE expansion

Indoeuropæernes hjemland (i pink) og senere migrationer i følge kurganhypotesen

Endelig nævner OFK den såkaldte Kurgan- eller enkeltgravshypotese, ifølge hvilken det indoeuropæiske samfund og sprog opstod på stepperne nord for Sortehavet omtrent 6.000 f.v.t. og først begyndte at migrere omkring bronzealderens begyndelse omkring 3.500 f.v.t. OFK mener at forskerne er ved at forlade denne idé, men her tager han fejl: Der er faktisk flere og flere sprogforskere, genetikere og, lige så langsomt, arkæologer, der tilslutter sig den. Det er også den hypotese den indoeuropæistiske forskergruppe ved Københavns Universitet tilslutter sig, for her passer de sproglige vidnesbyrd som hånd i handske. Der sker spændende nye ting på området netop i disse år.

Ifølge kurganhypotesen er den gradvise udbredelse af landbruget ikke knyttet til indoeuropæerne, men til førindoeuropæiske stenalderfolk der beboede disse områder og i øvrigt var udvandret fra Anatolien. De første mennesker der bosatte sig i Danmark i stenalderen, talte altså ikke et forstadie til dansk, men et sprog vi endnu ved meget lidt om. Dog er et nyt forskningsprojekt på Københavns Universitet, Talking Neolithic, i gang med at se på hvorledes de indoeuropæiske sprog har optaget ord fra den stenalderkultur, de mødte under deres vandringer.

Det er netop i bronzealderen at vi ser den ændring i kulturen der passer til det ordforråd, som vi kan rekonstruere for urindoeuropæisk. Denne nye kultur, kurgankulturen eller enkeltgravskulturen, kendes først og fremmes fra måden at begrave krigere på, i de såkaldte enkeltgrave eller kurganer, men kaldes også snorekeramisk kultur efter en særlig måde at dekorere potter på.

Som OFK bemærker lader enkeltgravskulturen til at have været en aggressiv kultur der havde våben, heriblandt stridsøksen, vogne med hjul, heste og nye sociale klasser, af hvilke nogle kunne bryste sig med smykker i guld.

Solvognen fra sen bronzealder rummer elementer – hest, vogn, hjul og sol, som urindoeuropæisk havde ord for. Ligeledes er det muligt at rekonstruere en myte om en solgud der rejste i en hestetrukken vogn.Foto: Malene Thyssen

Når Kurganhypotesen i dag er den blandt sprogforskere mest anerkendte hypotese, er det fordi den støttes af sproglige iagttagelser: Indoeuropæisk har et dækkende ordforråd inden for krigsterminologi, heste, vogne og sociale klasser. Vi finder ekkoet af disse ting hos Homér, i de keltiske og germanske sagn og sagaer og i de enkelte indoeuropæiske kulturers mytologi.

Den måde vi inddeler de indoeuropæiske sprog i undergrene – indoiransk, keltisk, germansk osv. –  svarer endvidere til de arkæologiske vidnesbyrd om folkevandringer ind i de respektive områder.

Indoeuropæistikken og fascismen

220px-HinduSwastika.svg

Nazisterne udnyttede indeuropæistikkens opdagelser til deres raceideologi. Som bekendt er svastikaen et indisk symbol, og betegnelsen ‘arier’ er lånt fra indiske og iranske sprog, hvor det henviste til folkeslaget selv, samt medlemmer af de tre højeste klasser.

OFK bemærker at kurganhypotesen er forbundet med fascistiske tankegange, og det er sandt. Identifikationen af indoeuropæerne som bærere af enkeltravskulturen nød stor popularitet i visse dele af Europa i tiden op til anden verdenskrig, hvor nationalt sindede forskere fremmanede et billede af et blondt, øksesvingende, beredent herrefolk. Adolf Hitler drømte om at genskabe en overlegen ‘arisk race’, med en betegnelse lånt fra de indoiranske oldsprog.

Nazisternes og fascisternes emotionelt betingede fascination for hypotesen slog efter verdenskrigen om i en ligeså emotionel afstandstagen. Mange arkæologer afviser stadig idéen om et særligt folk og en specifik vandring, og foreslår, ligesom Renfrews anatoliske hypotese, at sprog og kultur på det tidspunkt spredte sig meget langsommere og uden de store migrationer – man lånte så at sige fra naboerne.

Hvor verdenshistorien ellers kan forekomme at være én lang fortælling om hvordan det ene folkeslag undertvang sig det andet, for så senere at blive undertvunget af et tredje, og hvor vi i de fleste tilfælde ikke er bange for at identificere aggressoren, om det er zuluerne under Shaka Zulu, makedonerne under Aleksander den Store eller det spanske rige hjulpet på vej af Christopher Columbus, så er man mere forsigtig med enkeltgravskulturen. Her har forskningen i et halvt århundrede omhyggeligt undgået idéen om et særligt invasivt folkeslag, af skræk for at vække tanker til live om den hvide races overlegenhed.

Marija Gimbutas og en moderne version af kurganhypotesen

En af undtagelserne var arkæologen Marija Gimbutas, der i 60erne forsvarede kurgan-hypotesen, men samtidig angreb indoeuropæerne ud fra en feministisk synsvinkel. Hun beskrev dem som nogle mandschauvinistiske og aggressive bæster der ødelagde de fredelige og i hendes teori matriarkalske kulturer, de kom i kontakt med. Måske det var hendes måde at demonstrere at man kan være tilhænger af Kurgan-hypotesen og samtidig være politisk korrekt.

De genetiske videsbyrd

Et vægtigt vidnesbyrd for kurganhypotesens rigtighed er i de seneste år blevet leveret af genetikken. Her er vi igen ude i et emne, som forskerne har undgået som pesten. Så sent som i 2004 skriver arkæolog og Nationalmuseumsdirektør Jørgen Jensen, at

Man taler heller ikke længere om „den indoeuropæiske race“ […] Der findes ikke nogen videnskabelig måde at måle et skelet på, og ud fra målene sige, at det tilhører en bestemt race.

I dag har vi DNA-teknologien der har fremlagt meget klare indicier for en sammenhæng mellem kurgankulturen og de indoeuropæiske folkevandringer — om vi så taler om beslægtede folkeslag eller om en særlig race.

Det blåøjede gen

Senest har genetikeren Hans Eiberg fremlagt en hypotese om at genet for blå øjne udvikledes på stepperne nord for Sortehavet for 6–10.000 år siden, d.v.s. lige præcis dér hvor den indoeuropæiske kultur menes at være opstået.

QizilDonors

Vægmaleri fra Tarimbækkenet (nutidens Kina) forestillende tilsyneladende blonde tokhariske prinser. 432–538 f.v.t.

Genet for lys hud kom til senere; og det blåøjede gen lader til at have spredt sig allerede i stenalderen, før fremkomsten af indoeuropæisk kultur. På den anden side er der evidens for, at tokharerne, et indoeuropæisk folkeslag i Tarimbækkenet (i nutidens Kina), havde blå eller grønne øjne og blondt eller rødt hår – til forskel fra nabofolkene. Så man kan godt tillade sig at antage at i hvert fald en del af den indoeuropæiske befolkning var bærer af det blåøjede gen – et gen som de vel delte med deres nærmeste slægtninge der blev til de finsk-ugriske folkeslag og sprog.

Med andre ord er vi langsomt, omend delvist, ved at vende tilbage til den beskrivelse af indoeuropæerne, som vi helst havde lagt til side. Vi behøver jo ikke i den forbindelse tilstå dem retten til verdensherredømmet.

Indoeuropæernes sprog

Lad os nu kort se på hvad det er for et ‘protoindoeuropæisk’ sprog, som OFK henviser til. Ved at studere de ældste lag af alle de indoeuropæiske sproggrene — det er sprog som runenordisk, oldindisk, oldlatin, homergræsk, hittittisk og oldirsk — kan vi fremsætte en hypotese om at alle disse sproggene har et fælles udspring i ét såkaldt grundsprog som vi kalder urindoeuropæisk eller protoindoeuropæisk. Vi har et foneminventar – d.v.s. en oversigt over hvilke lyde sproget havde – og et leksikon – d.v.s. en samling af ord som med sikkerhed må have været der, og vi har en formlære. Vi ved altså stort set hvordan sproget var opbygget og hvordan ordene blev bøjet. Den første grammatik over sproget udkom i 1833.

For at kunne diskutere de rekonstruerede, indoeuropæiske ord skal man vide at vi sætter en stjerne (asterisk) foran rekonstruerede ord, som f.eks. *h₃okʷ ‘øje’; her kan man også se, at sproget havde tre slags h, som vi kalder *h₁, *h₂ og *h₃. Der var også to ekstra k-lyde: et læberundet * og et palataliseret (j-agtigt) *.

Lad os nu se hvordan OFK bruger indoeuropæisk som fundament for diverse hypoteser.

Det sproghistoriske vidnesbyrd — og det nudanske

En fælde som den sproghistorisk begejstrede til tider falder i er, at man glemmer sprogets nutid. Det ser vi et eksempel på under OFKs diskussion af den nye bibeloversættelse som har bragt sindene i kog med f.eks. en formulering som ‘Noahs båd’. OFK forklarer vreden med at ark har en historie i sig, er hemmelighedsfuldt og mytisk og rummer en dyb henvisning til den religiøse kultur.

Båd og skib

Dette er en vægtig grund til, at båd er upopulært i denne sammenhæng. OFK peger dog indirekte på en ligeså vigtig forklaring når han påpeger at “en båd… kan enhver anskaffe sig”, mens vi skal arbejde temmelig lang tid for at anskaffe os en ark.

Dlubanka swidnica 2

Slavisk båd skåret ud af een stamme. 10. årh. I følge Kroonens Etymological Dictionary of Proto-Germanic (2013) er det sandsynligt, at *baita betegner netop sådan en båd, skåret ud af en enkelt stamme, der naturligvis var af begrænset størrelse

Humlen er netop, at dansk båd generelt betegner et mindre fartøj og derfor er temmelig utilstrækkeligt til at betegne Noahs ark, der beskrives som 150 m i længden, 25 m i bredden og 15 m i højden, og formentlig med tre indre dæk; det er mere end dobbelt så langt og omtrent dobbelt så bredt som Fregatten Jylland. Fartøjer af den størrelse hedder skibe, snarere end både, på dansk. Det er derfor ‘Noahs båd’ klinger så underligt plat: en ark er simpelthen ikke en slags båd.

OFK beskriver iøvrigt båd som et ‘ældgammelt protoindoeuropæisk ord’, hvilket der ikke er belæg for. Sammenligner vi båd med med f.eks. Eng boat og tysk Boot kan vi rekonstruere et urgermansk ord *baita ‘båd’. Da der ikke findes beslægtede ord i andre indoeuropæiske sprog, ved vi ikke, om germanerne havde arvet *baita fra indoeuropæisk, lånt det fra et andet sprog eller dannet det selv.

Kan mænd være gravide?

OFK bemærker endvidere om brugen af ordet gravid i den nye bibeloversættelse i stedet for det traditionelle frugtsommelig, at gravid er malplaceret fordi det kommer af latin gravis ‘tung’ – og tung kan både mænd og kvinder være, mens frugtsommelig er noget kun en kvinde kan være.

Her skal det bemærkes at gravid faktisk er lånt fra Latin gravida, der er godt nok afledt af gravis ‘tung’, men ligesom gravid kun anvendes i betydningen ‘gravid’. Forklaringen ligger altså ikke i latin, men lige for i dansk.

Det vigtige i dansk sammenhæng er betydningen af det nudanske ord gravid. Det beskriver meget præcist Marias omstændigheder, så hvis det støder nogen i bibelsk sammenhæng, er det vel fordi, som OFK tilføjer, at der er noget forjættende og mystisk over det arkaiske frugtsommelig, som det helt dagligdags gravid ikke forbindes med.

En fodfejl

Under samtalen fremkommer OFK med en del etymologiske udredninger, og begår en række fejl, af hvilke nogle blot er små fodfejl, som når han siger, at ordet for ‘øje’ i protoindoeuropæisk “kommer af noget med *u for ‘at se’ og så bliver det til et eller andet med *uk for ‘et øje’”.

Her skal nogle detaljer på plads. Indoeuropæisk *h₃okʷ ‘øje’ er afledt af en enslydende rod *h₃okʷ der betyder ‘at se’; vi finder det med forskellige endelser i de forskellige sprog: latin oc-ulum, oldindisk ák-ṣi, armensk ak-n, litauisk ak-ìs og russisk ók-o og urgemansk *aug-an‐ som bliver til dansk øje, tysk Auge.

Fagligt nørderi måske, men sprogvidenskaben er en videnskab, og præcision er vigtig.

Kærlighed som ord og begreb

Det bliver mere speget når OFK bemærker om ordet ‘kærlighed’ at det og mange andre ‘protoindeuropæiske ord for den slags dybe følelser’ kommer af ord for at ‘skrige, klage.’ Jeg er ikke bekendt med at ord for ‘kærlighed’ generelt skulle have den oprindelse, men det er rigtigt, at man engang mente, at kærlighed er beslægtet med at kære, d.v.s. ‘at klage eller bebrejde’. Roden til dette verbum er indoeuropæisk *ǵar ‘at lyde, råbe’ der også ses i oldgræsk gērys ‘stemme’.

page1-358px-Lamairesse_-_Kama_Sutra.djvuI dag ved vi at kærlighed er afledt af kær der er lånt fra oldfransk ch(i)er ‘sød, kær’ som vi kender fra moderne fransk cher og spansk caro. Disse ord er alle nedarvet fra latin carus ‘sød, kær’. Det latinske ord viser tilbage til en indoeuropæisk rod *kah₂ ‘at begære’ som også er reflekteret i oldindisk kā-ma, kendt af de fleste fra lærebogen Kāma-Sūtra som bogstavelig talt betyder ‘elskovs-ledetråd.’ Samme rod er nedarvet i de germanske sprog med en lidt anden farvning; vi finder det i dansk hor og hore.

Når OFK bemærker at “ordet kærlighed giver enormt mange begreber, eros, agape, næstekærligheden, begæret, skaberkraften,” skal vi huske på at sondre mellem ordenes betydningsmæssige og historiske slægtskab: eros, agape, begær og kærlighed er betydningsmæssigt beslægtede, men er i deres sproglige materiale helt ubeslægtede med hinanden.

Lighed og rigtighed

Raja of Hindustan

Rajaen af Hindustan, portrætteret i 1845-1847. Sanskrit rāja er beslægtet med latin rēx.

 Begrebet ‘lighed’ er oppe at vende. OFK bemærker ganske rigtigt at latin rectus ‘lige, ret’ er beslægtet med rēx ‘konge’. De to ord er afledt af en rod *h₃reǵ der, som man kan se på dens reflekser i andre indoeuropæiske sprog, betød ‘at styre, regere, rette ud’. Dansk har også arvet denne rod; vi ser den i ret, at rette, retning osv., mens rigtig og regere er lån fra hhv. nedertysk og latin.

OFK drager den slutning, at ‘konge’ hed rēx på latin, fordi han “gjorde lige”, og lavede “lige og sikre veje gennem riget.”

Denne meget bogstavelige fortolkning er der dog intet belæg for. Læg mærke til, at adjektiverne ret og rigtig sagtens kan henvise til ting der er vinde og skæve; man kan rette noget, en frisure f.eks., uden nogen hensigt om at gøre den lige. Der er altså en kernebetydning der måske er ‘ret; lige’, men som overført bliver til ‘underlagt en vis orden’. Kongen styrede altså samfundet, eller udstak retninglinjerne, men der ingen implikationer om, at tingene af den grund blev mere lige.

Selvet

Under en udredning af begrebet ‘selv’ kommer OFK ud i nogle områder der er helt uden sprogvidenskabeligt belæg. Dansk selv, eng. self, tysk selber, selbst, nederlandsk zelf viser at urgermansk havde et refleksivt pronomen der kan rekonstrueres som *selba(n). Sært nok har dette ord kun eet kognat, nemlig i det obskure, muligvis italiske sprog venetisk, hvor vi finder et sselboi‐sselboi der betyder ‘til sig selv’. Det protoindoeuropæiske *selbstō som OFK postulerer, er mig fuldstænding ukendt, og jeg kan ikke se på hvilket grundlag sådan en form kunne rekonstrueres.

Væren, sandhed og synd

Der er abolut heller ingen sproglig basis for at knytte det postulerede *selbstō sammen med verbet ‘at være’, som vi rekonstruerer som *h₁es. Denne rod *h₁es ser vi i former som dansk er, tysk is-t, eng. is, latin es-t og vedisk as-ti, der alle betyder ‘(han/hun/den/det) er’.

OFKs påstand om at roden også betyder ‘sand’ og ‘synd’, er en sandhed med modifikationer. Han tænker vel på at f.eks. dansk sand og eng. sooth – jf. for sooth ‘i sandhed’ eller soothsayer ‘sandsiger(ske)’ – ligesom hittittisk ašant‐ ‘ægte, sand’ afspejler en indoeuropæisk afledning til *hes, nemlig *hs‐ónt‐o‐. Denne form indeholder et præsensparticipium, d.v.s. ordet betyder bogstavelig talt “værende, eksisterende”. Den eller det der faktisk er noget, er altså den eller det sande. Det er ikke altid noget godt, for på latin har vi refleksen sōns som betyder ‘skyldig’, d.v.s. ‘ham der er’ – underforstået ‘skyldig’. Som OFK påpeger, er ordet synd – af urgermansk *sunja– – ligeledes afledt af en participialform af *h₁es-.

Det der er vigtigt for en sprogforsker at stille skarpt på, er altså at vi har en grundlæggende rod der betyder ‘at være’, og nogle afledninger der i første omgang betyder ‘værende; faktisk’, og som udvikler betydningen ‘sand’ og formentlig i retssproget brugtes om den sande forbryder.

Rent videnskabeligt er det noget rod at koge den historie ned til at selve roden betyder 1: at være, 2: sand, 3: synd. Den sprogligt trænede lytter/læser har muligvis også bemærket, at disse tre betydninger umuligt ville kunne rummes i ét og samme ord, idet 1 er et verbum, 2 et adjektiv og 3 et substantiv.

Tegnets arbitraritet og rosens navn

Calabash-pipe

“Dette er ikke en pibe.” At ordene er forskellige fra tingene har en parallel i René Magrittes illustration af, at billedet ikke er identisk med tingen.

 En af de store erkendelser der normalt tilskrives sprogforskeren Ferdinand de Saussure, er at ordenes form er tilfældig. Det betyder i praksis at vi ikke ud fra tingenes væsen kan forudsige hvilken sproglig form de skal have. Der er ikke noget ved en roses særlige egenskaber der gør at den må hedde en rose – det er ren og sær konvention.

Sproghistorikerne har selvfølgelig en forklaring på ordets oprindelse: rose har vi lånt fra latin rōsa, som har lånt det fra græsk rhodos, som igen er lånt fra persisk osv. Men Shakespeares Romeo har stadig ret i, at “Den blomst vi kalder rose vil dufte lige sødt, hvordan den end kaldes”. Vi kunne vælge at kalde den en ged, hvis den lydsekvens ikke lige var optaget af en anden betydning. Det kaldte de Saussure for ‘tegnets arbitraritet’. Der er undtagelser, som for eksempel de onomatopetiske ord som mjav, muuh og tik-tak, eller det faktum, at vi nævner handlinger i den rækkefølge de foregår, som i han kom, han så, han sejrede.

Den hurtige hest

OFK er ikke begejstret for de Saussure, for hvis vi følger ham “kunne en hund lige så godt hedde en kat”. Men det er jo netop det den kunne. På sproget lak hedder den k̄ač̄i, et ord det udtales omtrent som nederlansk katjie ‘kat’.

Som sprogforsker har jeg derfor svært ved at følge OFK når han påstår at “hest kunne aldrig have heddet andet end hest.” Her må vi for det første spørge hvad det for et sprog vi taler om, for dansk hest går tilbage til en germansk dannelse der er ubeslægtet med de ord for ‘hest’ som OFK drager frem. Her taler han om indoeuropæisk *h₁eḱ-wos som vi kender fra latin equus, græsk hippos og oldindisk aśva. Som OFK bemærker, lader ordet til at være afledt af en rod *h₁eḱ der betyder ‘hurtig’, så hesten blev betegnet som et hurtigt dyr.

Jeg er ikke enig med ham i at der er et lydmalende element i roden *h₁eḱ (det er vel det han mener når han siger “det kan man også høre: “ek“… pfuit! så er den næsten forbi”) og slet ikke i at den aldrig kunne have heddet noget andet. På det punkt har vi nemlig et meget forskelligt syn på tegnets arbitraritet.

Bønnen og talen

Udsendelsens egentlige ærinde er at fokusere på “ordenes oprindelse og den proces der skaber ordene”, og Carsten Ortmann prøver at få sin gæst til at tilslutte sig en forestilling om sprogets oprindelse i bønnen, der i sig selv måske er udsprunget af sangen, der opstod af dansen.

OFK underbygger idéen om at talen går tilbage til bønnen, med det latinske eksempel orator ‘en taler’, der er afledt af en rod der i protoindoeuropæisk skulle betyde ‘at bede’. Roden er *h₂ar, og dens mulige verbale afledninger betyder i latin (oro) ‘at tale’, på oskisk (urust, et futurums participium) ‘at tale offentligt’, på serbokroatisk (òriti) ‘at genlyde’, på hittittisk (ariyezzi) ‘at stille et orakelspørgsmål.’; på græsk har vi en afledning der betyder ‘bøn’.

Som det ses, er der ikke noget klart belæg for, at at den religiøse betydning ‘at bede’ i denne forbindelse skulle være den grundlæggende, mens ‘at tale’ er sekundær. Et stort, nyt opslagsværk om indoeuropæiske verber foreslår derfor, at den grundlæggende betydning er ‘at tale højt eller med vægt.’ Det er vel, hvad en præst og en taler har til fælles: de fremsiger i offentligheden et budskab så guder og publikum kan høre det.

Autonomatopoiesis og det første ord

Hvorom alting er, fokuserer programmet på den tid hvor mennesket først begyndte at skabe et sprog, et emne der vækker en fundamental nysgerrighed. Som Ortmann siger, spekulerede han allerede som barn på, hvem der egentlig havde bestemt, at en ko skulle hedde en ko. I OFKs sprogfilosofi ligger svaret i et begreb han kalder autoonomatopoiesis ‘selv-lydefterligning’: en relation mellem menneskekroppen og omverdenen, hvor tingene gør et indtryk som kroppen føler trang til at udtrykke. Kroppen sætter altså lyd på det sanseindtryk den modtager.

Det første sprog

Her er vi ude i et område, hvor indeuropæistikken ikke har noget at byde ind med. Det indoeuropæiske grundsprog er et fuldt færdigt sprog; det taltes som nævnt omkring 6–3.500 år f.v.t. Udviklingen af sprog som sådan ligger meget længere tilbage i tiden. Man regner med at Homo sapiens bragte sproget med sig fra Afrika, hvor det opstod mellem 60 og 100.000 år tilbage (omend OFK løseligt lægger denne begivenhed til 15–20.000 år f.v.t.).

Det er en tidsdybde som indoeuropæistikken slet ikke kan – eller skal – favne; hvis vi nogensinde skal så langt tilbage i tiden, skal vi have alle verdens sprogfamilier med i vores overvejelser.

I forbindelse med diskussionen om oprindelsen til ord som hest og ko skal vi huske på at disse dyr slet ikke fandtes i Afrika syd for Sahara på den tid hvor Homo sapiens begyndte at ytre sig sprogligt. Netop disse ord kan være opstået på et tidspunkt hvor mennesket har haft sprog i titusindvis af år. Indoeuropæerne kan have fået dem som låneord fra andre folkeslag der havde disse dyr allerede, eller de kan have afledt dem af eksisterende indoeuropæiske rødder.

Indoeuropæistikkens begrænsning

Hvor det indoeuropæiske grundsprog er en værdifuld kilde til et bronzealdersamfund, dets værdier, digtekunst og materielle kultur, ligger det altså titusindvis af år fra det førsproglige stadie hvor et sanseindtryk bliver til en uvilkårlig lyd. Forskningen er langt fra derhenne hvor vi kan vende “tilbage til den relation vi første gang havde til verden og til tingene.” Den oprindelige relation kan vi først tilnærme os gennem et større interdisciplinært samarbejde der vel må omfatte forskere inden for alverdens sprogfamilier, antropologer, evolutionsbiologer og sprogfilosoffer.

Bibliografi

Alinei, Mario: An alternative model for the origins of European peoples and languages: the continuity theory. Quaderni di Semantica 21, 2000, pp. 21–50.

Gimbutas, Marija. Bronze Age cultures in Central and Eastern Europe. Mouton,The Hague/London, 1965

Jensen, Jørgen. Danmarks oldtid, fra stenalder til vikingetid. Gyldendal, København, 2001–4

Kroonen, Guus: Etymological dictionary of Proto-Germanic. Brill, Leiden, 2013

Renfrew, Colin: Archaeology and language. The puzzle of Indo-European origins. CUP, Cambridge, 1990

Rix, Helmut (udg.): Lexikon der indogermanischen Verben. Reichert, Wiesbaden 1998

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *