Da jætten Koljo rejste rundt i verden

Nedenstående artikel blev bragt 13. februar 2015 i Finlands – og Nordens – største avis, Helsingin Sanomat. Den er her oversat til dansk af artiklens forfatter, Lauri Dammert. Oversættelsen, der er let bearbejdet af Adam Hyllested, bringes med tilladelse fra avisen.

Tegning af Aiju Salminen

Tegning af Aiju Salminen. ©Helsingin Sanomat og Aiju Salminen

Urfinsk lånte ord til germansk og keltisk
De nyankomne indoeuropæere lærte ord af de uralske skovfolk, bl.a. en mængde betegnelser for svin

af Lauri Dammert

Jætten Koljo, som ofte forbindes med døden og med det underjordiske, rejste for flere tusinde år siden fra Ural-bjergene ud i verden for at blive forvandlet til germanernes dødsgud Hel. Koljo kom hjem til Finland igen som ordet Helvetti ’helvede’.

Koljo var ikke alene. Den danske sprogvidenskabsmand Adam Hyllested påviser i sin ph.d.-afhandling, at de indoeuropæiske folkeslag lånte flere ord fra urfinsk og dets slægtsprog.

Sammenlignende sprogvidenskab har en politisk dimension. Den er tit blevet brugt, når man ville vise sit eget folkeslags overlegenhed over et andet. Et kendt eksempel er den påstand, at de uralske folkeslag var teknologisk og politisk betydeligt mindre udviklede end de tilrejsende indoeuropæiske. Derfor lånte de et utal af ord fra de nyankomne, som ikke var særligt interesserede i skovbeboernes måde at tale på.

“Det er imidlertid sådan, at de allerfleste sprog, som har haft kontakt med et andet, har udvekslet ord både frem og tilbage,” siger Adam Hyllested. “Jeg var sikker på, at ord måtte være lånt i begge retninger også i dette tilfælde.”

Han fandt i de indoeuropæiske sprog et større antal uralske ord. En overraskelse var, at mange af disse ord havde med værktøj, dyr, religion og handel at gøre. De kunne eksempelvis være hamara ‘bagsiden af en økse’, som blev til germanernes ord for ’hammer’; pung; flere ord som betyder ‘gris’; det hellige træ pihlaja ’røn’, som blev til  skandinavernes pil, og det allerede nævnte helvede. Hyllested sporer til og med det germanske ord halv tilbage den urfinske handelsterm halpa ’af ringe værdi’, ‘halvennettu ’forklejne’; og han fører søpapegøjens navn lundi/lunne tilbage til det ursamiske ord for ‘fugl’. “Samerne måtte jo betale skatter til de norske konger bl.a. i form af fjer. Dette viser, at ordudveksling har forekommet langt ind i middelalderen,” påpeger Hyllested.

Ord med uralske aner fandtes til og med i så fjerne sprog som keltisk, der kom til Irland og Wales.

Den hellige gris
Lad os vende tilbage til grisene. Hyllested siger, at de uralske folk nok holdt svin som husdyr. De havde også en mytologisk betydning. Indoeuropæerne, som vandrede hertil over stepperne annammede en hel mængde af betegnelser for svin: Ordene *mokku- og *sukko- i urkeltisk samt det danske ord so har eksempelvis deres rødder i det urfinske ord, der er blevet til finsk sika, karelsk čugu og nordsamisk sokki. Bagved førstnævnte term står ifølge Hyllested en ældre form af det finske ord emakko ’so’, som tillige forekommer i mange af vores slægtsprog. Da de nye europæere tog ordet til sig, inkorporerede de også grisens religiøse dimension.

“Ligesom ordet halv har også flere af de ord, som betegner svin, ellers en ukendt oprindelse,” påpeger Hyllested. “Det viser sig nu, at man kan forklare dem via urfinsk. Og det er mere overbevisende at finde en hel gruppe af ord end nogle løsrevne. Forekomsten af urfinske ord i urgermansk og urkeltisk beviser, at ordudvekslingen var mere livlig end hidtil antaget.”

Hyllested betoner, at ordudvekslingen fandt sted i løbet af flere kulturperioder og i løbet af 4000-5000 år. Det, at ordene forekommer både i de keltiske og de germanske sprog, beviser, at disse to folkeslag, som engang talte forskellige dialekter af samme ursprog, holdt sig tæt forbundne også efter invandringen til Europa. Og at de var i kontakt med de uralske sprog.

Jætten Koljo holder udkig i det finske skovlandskab.

Jætten Koljo holder udkig i det finske skovlandskab.

Ordenes udtale forandres over tid, men efter visse faste mønstre og lovmæssigheder. På den måde kan man spore ordenes oprindelse. I de germanske sprog forvandles k regelmæssigt til h og o til a, så *kolja blev til germansk *haljō og med tiden lige så regelmæssigt til nordisk Hel, som indgår i Helvede.

En lægmand kan dog ikke nemt finde disse sammenhænge i moderne sprog. ”De fremtræder klarere og hyppigere, når vi studerer og sammenligner ældre sprogformer og dialekter i både långiver- og modtagersprogene”, forklarer Hyllested.

Hyllested giver altså vore formødre en æresoprejsning – for ord lånes kun, når man har behov for dem. Urfinnerne har altså alligevel haft et og andet interessant at give til de folk, der kom fra steppelandet.

Ti ord, der rejste ud i verden
1. Finsk hamara ‘bagsiden af en økse’ ~ de germanske sprogs ord for ‘hammer’, svensk hammare
2. Finsk punka ‘lille tyk person’, oprindelig ‘udbulning, rund ting’, estisk pung ‘knop; pung’ ~ de germanske sprogs ord for ‘pung’
3. Finsk pihlaja ‘røn’ ~ de skandinaviske sprogs ord for ‘pil(etræ)’
4. Finsk harava ‘en rive’ ~ de germanske sprogs ord for ‘harve’
5. Finsk sika ‘svin’, emakko ‘so’ ~ de keltiske sprogs ord for ‘svin, gris’
6. Finsk halpa ‘af ringe værdi, billig’, opr. ‘reduceretF’, halvennettu ‘forklejne’ ~ de germanske sprogs ord for ‘halv’
7. Finsk minkki ‘mink’ er til gengæld lånt ind i finsk, men dette og de germanske sprogs ord for ‘amerikansk mink’, tidl. den europæiske ‘nertz, flodilder’ kommer af et østligere uralsk ord
8. Finsk haamu ‘spøgelse, genfærd, ånd’, hahmo ‘skikkelse, form, gestalt’ ~ de germanske sprogs ord for ‘en ham’ (dyrehud), tidligere også ‘skytsånd’ og ‘legeme’
9. Samisk baggi ‘opsvulmet ting; lille, tykt og kompakt dyr (især rensdyr)’ ~ nordisk bagge i diverse dyrenavne, fx nordbagge ‘en lille tyk hest’, svensk skalbagge ‘bille’
10. Nordsamisk loddi ‘fugl’, i Vikingetiden *londe (~ finsk lintu) ~ nordisk lundi ‘søpapegøje’

©
Adam Hyllested
Word Exchange at the Gates of Europe – Five Millennia of Language Contact
Københavns Universitet 2014

Eksistens og sproghistorie

Sproghistorien kan være fængslende, når den åbner døre til tidligere tiders sprogbrug og tankegange. Som når filosoffen Ole Fogh Kirkeby i en samtale med DR P1’s Carsten Ortmann viser hvordan ord som frihed og frænde går tilbage til den samme rod, der ifølge ham betød ‘beskyttet af sine egne.’ En sproghistoriker ville nok snarere sige, at denne rod, indoeuropæisk *preyh, betød ‘at elske’. Men pointen er den samme: Friheden er betinget af venskabet; modsat hvad mange mennesker tror, har vi friheden fra de andre, og det har sat sig tankevækkende spor i sproget.

Som empirisk, d.v.s. faktuelt baseret, videnskab sætter sprogvidenskaben dog også nogle grænser for, hvad vi kan slutte os til. Under samtalen overskrider Ole Fogh Kirkeby flere gange disse grænser, og det er synd for både sprogvidenskaben og filosofien, der kommer til at fremstå som legepladser for den frie association.

Urindoeuropæisk

Indo-European branches map

Udbredelsen af de indoeuropæiske sprog i Europa og Asien.
Se kilde

Lad os først se på, hvad ur- eller protoindoeuropæisk er, det rekonstruerede sprog som flere gange bliver nævnt. Den indoeuropæiske sprogfamilie omfatter næsen alle Europas sprog: Græsk, albansk og armensk samt de romanske, keltiske, germanske, baltiske og slaviske sprog. Uden for Europa er der (en del af) de indiske, iranske og nu uddøde anatoliske og tokhariske sprog.

Indoeuropæistikken er udforskningen af, hvorledes disse sprog er beslægtede; ur- eller protoindoeuropæisk er det grundsprog, som må have været ophavet til alle disse andre sprog.

Særlig i de senere år er indoeuropæistikken også begyndt at inddrage arkæologiske og genetiske vidnesbyrd for at kortlægge hvem indeuropæerne var, som faktisk folkeslag.

De indoeuropæiske folkevandringer

OFK nævner tre teorier om den såkaldte hjemlandsproblematik, d.v.s. spørgsmålet om, hvor indoeuropæerne kom fra, og hvorledes deres sprog blev spredt i verden i forhistorisk tid. Det skal bemærkes, at han bruger den lidt misvisende term ‘eurasiere’. Den betegnelse henviser normalt enten til mennesker af blandet europæisk og asiatisk oprindelse eller til folkeslag på den eurasiske steppe, og de er ikke kun indoeuropæiske.

Homo sapiens

Homo sapiens, her set i samtale med en neandertaler, er ikke den eneste mennesketype, der har eksisteret i fortiden Se kilde

For at forstå hjemlandsproblematikken kan vi først tage et skridt langt tilbage i tiden, og gå helt tilbage til Afrika, hvor det moderne menneske, Homo sapiens, menes at være opstået for 200.000 år siden, d.v.s. sent i ældre stenalder.

Et sted mellem 125–60.000 år siden ser vi en, muligvis flere, udvandringer fra Afrika over den arabiske halvø. Disse mennesker og deres sprog var ikke indoeuropæere; de var forfædre til alle de folkeslag, der senere opstod i verden, lige bortset fra deres slægtninge, der blev tilbage i Afrika syd for Sahara. Deres sprog var følgelig heller ikke indoeuropæisk.

I alle disse perioder ser vi en gradvis spredning af mennesker og kulturer; spørgsmålet er, hvor indoeuropæerne og deres sprog og kultur passer ind.

Den neolitiske kontinuitetshypotese

OFK lægger ud med en teori, som han ikke navngiver, men som er kendt som den neolitiske kontinuitetsteori. Han mener, at forskerne i dag er enige om, at indoeuropæerne ankom over den arabiske halvø for cirka 15.000 år siden, d.v.s. i begyndelsen af den mellemste stenalder, og derfra gradvist bredte sig ud over det europæiske og asiatiske kontinent. I Nordeuropa skulle disse migrationer være sket ganske langsomt i takt med, at isen trak sig tilbage ved sidste istids afslutning. OFK kommer til at kalde kulturen for en “fredelig agrarkultur”, men det kan den naturligvis ikke have været så tidligt som 15.000 f.v.t., hvor landbruget slet ikke var opstået.

Mig bekendt er der heller ingen arkæologiske vidnesbyrd der peger på en særlig migration fra Afrika for 15.000 år siden.

Den neolitiske kontinuitetsteori er en af de den nyere teorier om emnet. Det er også den mest kontroversielle. Sprogforskere vender sig særligt imod en af dens grundlæggende påstande, nemlig at størstedelen af de indoeuropæiske sprog er opstået der, hvor de tales i dag. Dansk skulle således været opstået her i Danmark allerede i stenalderen, hvilket i sproghistorisk perspektiv gør denne hypotese direkte uvidenskabelig, som vi skal se.

Den anatoliske hypotese

OFK nævner dernæst idéen om, at indoeuropæernes hjemland lå i Tyrkiet; herfra skulle de være udvandret  — OFK siger for seks tusinde år siden, men mener nok 6-7.000 år f.v.t., i hvert fald hvis han her henviser til arkæologen Colin Renfrews anatoliske hypotese.

Neolithic expansion

En model af landbrugets udbredelse i Europa i bondestenalderen, med udspring i Mesopotamien. Renfrew identificerer denne begivenhed med indoeuropæerne.

Den går ud på, at indoeuropærenes migrationer gik hånd i hånd med den tidligste udbredelse af landbruget. Vi ved som sagt, at landbruget opstod i Mesopotamien 8-7.000 år f.v.t., altså i yngre stenalder, også kaldet bondestenalder. Via Anatolien bredte det sig dernæst til Europa. Renfrews sammenkædning af denne begivenhed med spredningen af de indoeuropæiske sprog har mødt skarp kritik fra sprogforskerne, der påpeger, at han ikke tager hensyn til de sproglige indicier. Det ordforråd, vi med sikkerhed kan rekonstruere som indoeuropæisk, peger ikke tilbage på et stenalderligt agrarsamfund.

Enkeltgravshypotesen

IE expansion

Indoeuropæernes hjemland (i pink) og senere migrationer i følge kurganhypotesen

Endelig nævner OFK den såkaldte Kurgan- eller enkeltgravshypotese, ifølge hvilken det indoeuropæiske samfund og sprog opstod på stepperne nord for Sortehavet omtrent 6.000 f.v.t. og først begyndte at migrere omkring bronzealderens begyndelse omkring 3.500 f.v.t. OFK mener, at forskerne er ved at forlade denne idé, men her tager han fejl: der er faktisk flere og flere sprogforskere, genetikere og, lige så langsomt, arkæologer, der tilslutter sig den. Det er også den hypotese den indoeuropæistiske forskergruppe ved Københavns Universitet tilslutter sig, for her passer de sproglige vidnesbyrd som hånd i handske. Der sker spændende nye ting på området netop i disse år.

Ifølge kurganhypotesen er den gradvise udbredelse af landbruget ikke knyttet til indoeuropæerne, men til førindoeuropæiske stenalderfolk der beboede disse områder og i øvrigt var udvandret fra Anatolien. De første mennesker der bosatte sig i Danmark i stenalderen talte altså ikke et forstadie til dansk, men et sprog vi endnu ved meget lidt om. Dog er et nyt forskningsprojekt på Københavns Universitet, Talking Neolithic, i gang med at se på, hvorledes de indoeuropæiske sprog har optaget ord fra den stenalderkultur de mødte under deres vandringer.

Det er netop i bronzealderen, at vi ser den ændring i kulturen, der passer til det ordforråd som vi kan rekonstruere for urindoeuropæisk. Denne nye kultur, kurgankulturen eller enkeltgravskulturen, kendes først og fremmes fra måden at begrave krigere på, i de såkaldte enkeltgrave eller kurganer, men kaldes også snorekeramisk kultur efter en særlig måde at dekorere potter på.

Som OFK bemærker, lader enkeltgravskulturen til at have været en aggressiv kultur, der havde våben, heriblandt stridsøksen, vogne med hjul, heste og nye sociale klasser, af hvilke nogle kunne bryste sig med smykker i guld.

Solvognen fra sen bronzealder rummer elementer – hest, vogn, hjul og sol, som urindoeuropæisk havde ord for. Ligeledes er det muligt at rekonstruere en myte om en solgud der rejste i en hestetrukken vogn.Foto: Malene Thyssen

Når Kurganhypotesen i dag er den blandt sprogforskere mest anerkendte hypotese, er det fordi den støttes af sproglige iagttagelser: Indoeuropæisk har et dækkende ordforråd inden for krigsterminologi, heste, vogne og sociale klasser; vi finder ekkoet af disse ting hos Homér, i de keltiske og germanske sagn og sagaer og i de enkelte indoeuropæiske kulturers mytologi.

Den måde vi inddeler de indoeuropæiske sprog i undergrene: indoiransk, keltisk, germansk osv, svarer endvidere til de arkæologiske vidnesbyrd om folkevandringer ind i de respektive områder.

Indoeuropæistikken og fascismen

220px-HinduSwastika.svg

Nazisterne udnyttede indeuropæistikkens opdagelser til deres raceideologi. Som bekendt er svastikaen et indisk symbol, og betegnelsen ‘arier’ er lånt fra indiske og iranske sprog, hvor det henviste til folkeslaget selv, samt medlemmer af de tre højeste klasser.

OFK bemærker, at kurganhypotesen er forbundet med fascistiske tankegange, og det er sandt. Identifikationen af indoeuropæerne som bærere af enkeltravskulturen nød stor popularitet i visse dele af Europa i tiden op til anden verdenskrig, hvor nationalt sindede forskere fremmanede et billede af et blondt, øksesvingende, beredent herrefolk. Adolf Hitler drømte om at genskabe en overlegen ‘arisk race’, med en betegnelse lånt fra de indoiranske oldsprog.

Nazisternes og fascisternes emotionelt betingede fascination for hypotesen slog efter verdenskrigen om i en ligeså emotionel afstandstagen. Mange arkæologer afviser stadig idéen om et særligt folk og en specifik vandring, og foreslår, ligesom Renfrews anatoliske hypotese, at sprog og kultur på det tidspunkt spredte sig meget langsommere og uden de store migrationer; man lånte så at sige fra naboerne.

Hvor verdenshistorien ellers kan forekomme at være én lang fortælling om, hvordan det ene folkeslag undertvang sig det andet, for så senere at blive undertvunget af et tredje; og hvor vi i de fleste tilfælde ikke er bange for at identificere aggressoren, om det er zuluerne under Shaka Zulu, makedonerne under Aleksander den Store eller det spanske rige hjulpet på vej af Christopher Columbus, så er man mere forsigtig med enkeltgravskulturen. Her har forskningen i et halvt århundrede omhyggeligt undgået idéen om et særligt invasivt folkeslag, af skræk for at vække tanker til live om den hvide races overlegenhed.

Marija Gimbutas og en moderne version af kurganhypotesen

En af undtagelserne var arkæologen Marija Gimbutas, der i 60erne forsvarede kurgan-hypotesen, men samtidig angreb indoeuropæerne ud fra en feministisk synsvinkel. Hun beskrev dem som nogle mandschauvinistiske og aggressive bæster, der ødelagde de fredelige og i hendes teori matriarkalske kulturer, de kom i kontakt med. Måske det var hendes måde at demonstrere, at man kan være tilhænger af Kurgan-hypotesen og samtidig være politisk korrekt.

De genetiske videsbyrd

Et vægtigt vidnesbyrd for kurganhypotesens rigtighed er i de seneste år blevet leveret af genetikken. Her er vi igen ude i et emne, som forskerne har undgået som pesten: så sent som i 2004 skriver arkæolog og Nationalmuseumsdirektør Jørgen Jensen, at

Man taler heller ikke længere om „den indoeuropæiske race“ […] Der findes ikke nogen videnskabelig måde at måle et skelet på, og ud fra målene sige, at det tilhører en bestemt race.

Men i dag har vi DNA-teknologien, der har fremlagt meget klare indicier for en sammenhæng mellem kurgankulturen og de indoeuropæiske folkevandringer — om vi så taler om beslægtede folkeslag eller om en særlig race.

Det blåøjede gen

Senest har den genetikeren Hans Eiberg fremlagt en hypotese om, at genet for blå øjne udvikledes på stepperne nord for Sortehavet for 6-10.000 år siden, d.v.s. lige præcis dér hvor den indoeuropæiske kultur menes at være opstået.

QizilDonors

Vægmaleri fra Tarimbækkenet (nutidens Kina) forestillende tilsyneladende blonde tokhariske prinser. 432–538 f.v.t.

Genet for lys hud kom til senere; og det blåøjede gen lader til at have spredt sig allerede i stenalderen, før fremkomsten af indoeuropæisk kultur. På den anden side er der evidens for, at tokharerne, et indoeuropæisk folkeslag i Tarimbækkenet (i nutidens Kina), havde blå eller grønne øjne og blondt eller rødt hår, til forskel fra nabofolkene. Så man kan godt tillade sig at antage, at i hvert fald en del af den indoeuropæiske befolkning var bærer af det blåøjede gen, et gen som de vel delte med deres nærmeste slægtninge, der blev til de finsk-ugriske folkeslag og sprog.

Med andre ord er vi langsomt, omend delvist, ved at vende tilbage til den beskrivelse af indoeuropæerne, som vi helst havde lagt til side. Vi behøver jo ikke i den forbindelse tilstå dem retten til verdensherredømmet.

Indoeuropæernes sprog

Lad os nu kort se på, hvad det er for et ‘protoindoeuropæisk’ sprog, som OFK henviser til. Ved at studere de ældste lag af alle de indoeuropæiske sproggrene — det er sprog som som runenordisk, oldindisk, oldlatin, homergræsk, hittittisk og oldirsk — kan vi fremsætte en hypotese om, at alle disse sproggene har et fælles udspring i ét såkaldt grundsprog, som vi kalder urindoeuropæisk eller protoindoeuropæisk. Vi har et foneminventar, d.v.s. en oversigt over, hvilke lyde sproget havde, og et leksikon, d.v.s. en samling af ord, som med sikkerhed må have været der, og en formlære. Vi ved altså stort set, hvordan sproget var opbygget, og hvordan ordene blev bøjet. Den første grammatik over sproget udkom i 1833.

For at kunne diskutere de rekonstruerede, indoeuropæiske ord skal man vide, at vi sætter en stjerne foran rekonstruerede ord, som f.eks. *h₃okʷ ‘øje’; her kan man også se, at sproget havde tre slags h, som vi kalder *h₁, *h₂ og *h₃. Der var også to ekstra k-lyde: et læberundet * og et palataliseret (j-agtigt) *.

Lad os nu se, hvordan OFK bruger indoeuropæisk som fundament for diverse hypoteser.

Det sproghistoriske vidnesbyrd — og det nudanske

En fælde, som den sproghistorisk begejstrede til tider falder i, er, at man glemmer sprogets nutid. Det ser vi et eksempel på under OFKs diskussion af den nye bibeloversættelse, som har bragt sindene i kog med f.eks. en formulering som ‘Noahs båd’. OFK forklarer vreden med, at ark har en historie i sig, er hemmelighedsfuldt og mytisk og rummer en dyb henvisning til den religiøse kultur.

Båd og skib

Dette er en vægtig grund til, at båd er upopulært i denne sammenhæng. OFK peger dog indirekte på en ligeså vigtig forklaring, når han påpeger, at “en båd… kan enhver anskaffe sig”, mens vi skal arbejde temmelig lang tid for at anskaffe os en ark.

Dlubanka swidnica 2

Slavisk båd skåret ud af een stamme. 10. årh. I følge Kroonens Etymological Dictionary of Proto-Germanic (2013) er det sandsynligt, at *baita betegner netop sådan en båd, skåret ud af en enkelt stamme, der naturligvis var af begrænset størrelse

Humlen er netop, at dansk båd generelt betegner et mindre fartøj og derfor er temmelig utilstrækkeligt til at betegne Noahs ark, der beskrives som 150 m i længden, 25 m i bredden og 15 m i højden, og formentlig med tre indre dæk; det er mere end dobbelt så langt og omtrent dobbelt så bredt som Fregatten Jylland. Fartøjer af den størrelse hedder skibe, snarere end både, på dansk. Det er derfor ‘Noahs båd’ klinger så underligt plat: en ark er simpelthen ikke en slags båd.

OFK beskriver iøvrigt båd som et ‘ældgammelt protoindoeuropæisk ord’, hvilket der ikke er belæg for. Sammenligner vi båd med med f.eks. Eng boat og tysk Boot kan vi rekonstruere et urgermansk ord *baita ‘båd’. Da der ikke findes beslægtede ord i andre indoeuropæiske sprog, ved vi ikke, om germanerne havde arvet *baita fra indoeuropæisk, lånt det fra et andet sprog eller dannet det selv.

Kan mænd være gravide?

OFK bemærker endvidere om brugen af ordet gravid i den nye bibeloversættelse i stedet for det traditionelle frugtsommelig, at gravid er malplaceret, fordi det kommer af latin gravis ‘tung’; og tung kan både mænd og kvinder være, mens frugtsommelig er noget kun en kvinde kan være.

Her skal det bemærkes, at gravid faktisk er lånt fra Latin gravida, der er godt nok afledt af gravis ‘tung’, men ligesom gravid kun anvendes i betydningen ‘gravid’. Forklaringen ligger altså ikke i latin, men lige for i dansk.

Det vigtige i dansk sammenhæng er, hvad betydningen af det nudanske ord gravid er. Det beskriver meget præcist Marias omstændigheder; så hvis det støder nogen i bibelsk sammenhæng, er det vel fordi, som OFK tilføjer, at der er noget forjættende og mystisk over det arkaiske frugtsommelig, som det helt dagligdags gravid ikke forbindes med.

En fodfejl

Under samtalen fremkommer OFK med en del etymologiske udredninger, og begår en række fejl, af hvilke nogle blot er små fodfejl, som når han siger, at ordet for ‘øje’ i protoindoeuropæisk “kommer af noget med *u for ‘at se’ og så bliver det til et eller andet med *uk for ‘et øje’”.

Her skal nogle detaljer på plads. Indoeuropæisk *h₃okʷ ‘øje’ er afledt af en enslydende rod *h₃okʷ der betyder ‘at se’; vi finder det med forskellige endelser i de forskellige sprog: latin oc-ulum, oldindisk ák-ṣi, armensk ak-n, litauisk ak-ìs og russisk ók-o og urgemansk *aug-an‐ som bliver til dansk øje, tysk Auge.

Fagligt nørderi måske, men sprogvidenskaben er en videnskab, og præcision er vigtig.

Kærlighed som ord og begreb

Det bliver mere speget, når OFK bemærker om ordet ‘kærlighed’, at det og mange andre ‘protoindeuropæiske ord for den slags dybe følelser’ kommer af ord for at ‘skrige, klage.’ Jeg er ikke bekendt med, at ord for ‘kærlighed’ generelt skulle have den oprindelse, men det er rigtigt, at man engang mente, at kærlighed er beslægtet med at kære, d.v.s. ‘at klage eller bebrejde’. Roden til dette verbum er indoeuropæisk *ǵar ‘at lyde, råbe’ der også ses i oldgræsk gērys ‘stemme’.

page1-358px-Lamairesse_-_Kama_Sutra.djvuI dag ved vi, at kærlighed er afledt af kær, der er lånt fra oldfransk ch(i)er ‘sød, kær’, som vi kender fra moderne fransk cher og spansk caro. Disse ord er alle nedarvet fra latin carus ‘sød, kær’. Det latinske ord viser tilbage til en indoeuropæisk rod *kah₂ ‘at begære’, som også er reflekteret i oldindisk kā-ma, kendt af de fleste fra lærebogen Kāma-Sūtra, som bogstavelig talt betyder ‘elskovs-ledetråd.’ Samme rod er nedarvet i de germanske sprog med en lidt anden farvning; vi finder det i dansk hor og hore.

Når OFK bemærker, at “ordet kærlighed giver enormt mange begreber, eros, agape, næstekærligheden, begæret, skaberkraften,” skal vi huske på at sondre mellem ordenes betydningsmæssige og historiske slægtskab: eros, agape, begær og kærlighed er betydningsmæssigt beslægtede, men er i deres sproglige materiale helt ubeslægtede med hinanden.

I DRs tv-program Viden om går sprogforskeren Adam Hyllested i dybden med etymologien til ordet kærlighed. Spol frem til 24:50 på dette link for at høre hans redegørelse.

Lighed og rigtighed

Raja of Hindustan

Rajaen af Hindustan, portrætteret i 1845-1847. Sanskrit rāja er beslægtet med latin rēx.

 Begrebet ‘lighed’ er oppe at vende. OFK bemærker ganske rigtigt, at latin rectus ‘lige, ret’ er beslægtet med rēx ‘konge’. De to ord er afledt af en rod *h₃reǵ, der, som man kan se på dens reflekser i andre indoeuropæiske sprog, betød ‘at styre, regere, rette ud’. Dansk har også arvet denne rod; vi ser den i ret, at rette, retning osv., mens rigtig og regere er lån fra hhv. nedertysk og latin.

OFK drager den slutning, at ‘konge’ hed rēx på latin, fordi han “gjorde lige”, og lavede “lige og sikre veje gennem riget.”

Denne meget bogstavelige fortolkning er der dog intet belæg for. Læg mærke til, at adjektiverne ret og rigtig sagtens kan henvise til ting der er vinde og skæve; man kan rette noget, en frisure f.eks., uden nogen hensigt om at gøre den lige. Der er altså en kernebetydning der måske er ‘ret; lige’, men som overført bliver til ‘underlagt en vis orden’. Kongen styrede altså samfundet, eller udstak retninglinjerne, men der ingen implikationer om, at tingene af den grund blev mere lige.

Selvet

Under en udredning af begrebet ‘selv’ kommer OFK ud i nogle områder, der er helt uden sprogvidenskabeligt belæg. Dansk selv, eng. self, tysk selber, selbst, nederlandsk zelf viser, at urgermansk havde et refleksivt pronomen, der kan rekonstrueres som *selba(n). Sært nok har dette ord kun eet kognat, nemlig i det obskure, muligvis italiske sprog venetisk, hvor vi finder et sselboi‐sselboi der betyder ‘til sig selv’. Det protoindoeuropæiske *selbstō, som OFK postulerer, er mig fuldstænding ukendt, og jeg kan ikke se, på hvilket grundlag sådan en form kunne rekonstrueres.

Væren, sandhed og synd

Der er abolut heller ingen sproglig basis for at knytte det postulerede *selbstō sammen med verbet ‘at være’, som vi rekonstruerer som *h₁es. Denne rod *h₁es ser vi i former som dansk er, tysk is-t, eng. is, latin es-t og vedisk as-ti, der alle betyder ‘(han/hun/den/det) er’.

OFKs påstand om, at roden også betyder ‘sand’ og ‘synd’ er en sandhed med modifikationer. Han tænker vel på, at f.eks. dansk sand og eng. sooth (jf. for sooth ‘i sandhed’ eller soothsayer ‘sandsiger(ske)’), ligesom hittittisk ašant‐ ‘ægte, sand’, afspejler en indoeuropæisk afledning til *hes, nemlig *hs‐ónt‐o‐. Denne form indeholder et præsensparticipium, d.v.s. ordet betyder bogstavelig talt “værende, eksisterende”. Den eller det der faktisk er noget, er altså den eller det sande. Det er ikke altid noget godt, for på latin har vi refleksen sōns, som betyder ‘skyldig’, d.v.s. ‘ham der er’, underforstået ‘skyldig’. Som OFK påpeger, er ordet synd, af urgermansk *sunja-, ligeledes afledt af en participialform af *h₁es-.

Det, der er vigtigt for en sprogforsker at stille skarpt på, er altså, at vi har en grundlæggende rod, der betyder ‘at være’, og nogle afledninger, der i første omgang betyder ‘værende; faktisk’, og som udvikler betydningen ‘sand’, og som formentlig i retssproget brugtes om den sande forbryder.

Rent videnskabeligt er det noget rod at koge den historie ned til, at selve roden betyder 1: at være, 2: sand, 3: synd. Den sprogligt trænede lytter/læser har muligvis også bemærket, at disse tre betydninger umuligt ville kunne rummes i ét og samme ord, idet 1 er et verbum, 2 et adjektiv og 3 et substantiv.

Tegnets arbitraritet og rosens navn

Calabash-pipe

“Dette er ikke en pibe.” At ordene er forskellige fra tingene har en parallel i René Magrittes illustration af, at billedet ikke er identisk med tingen.

 En af de store erkendelser der normalt tilskrives sprogforskeren Ferdinand de Saussure, er, at ordenes form er tilfældig. Det betyder i praksis, at vi ikke ud fra tingenes væsen kan forudsige, hvilken sproglig form de skal have. Der er ikke er noget ved en roses særlige egenskaber, der gør, at den må hedde en rose; det er ren og sær konvention.

Sproghistorikerne har selvfølgelig en forklaring på ordets oprindelse: rose har vi lånt fra latin rōsa, som har lånt det fra græsk rhodos, som igen er lånt fra persisk osv. Men Shakespeare’s Romeo har stadig ret i, at “Den blomst vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvordan den end kaldes”. Vi kunne vælge at kalde den en ged, hvis den lydsekvens ikke lige var optaget af en anden betydning. Det kaldte de Saussure for ‘tegnets arbitraritet’. Der er undtagelser, som for eksempel de onomatopetiske ord som mjav, muuh og tik-tak, eller det faktum, at vi nævner handlinger i den rækkefølge de foregår, som i han kom, han så, han sejrede.

Den hurtige hest

OFK er ikke begejstret for de Saussure, for hvis vi følger ham, “kunne en hund lige så godt hedde en kat”. Men det er jo netop det den kunne. På sproget lak hedder den k̄ač̄i, et ord det udtales omtrent som nederlansk katjie ‘kat’.

Som sprogforsker har jeg derfor svært ved at følge OFK når han påstår at “hest kunne aldrig have heddet andet end hest.” Her må vi for det første spørge, hvad det for et sprog vi taler om, for dansk hest går tilbage til en germansk dannelse, der er ubeslægtet med de ord for ‘hest’, som OFK drager frem. Her taler han om indoeuropæisk *h₁eḱ-wos som vi kender fra latin equus, græsk hippos og oldindisk aśva. Som OFK bemærker, lader ordet til at være afledt af en rod *h₁eḱ, der betyder ‘hurtig’, så hesten blev betegnet som et hurtigt dyr.

Jeg er ikke enig med ham i, at der er et lydmalende element i roden *h₁eḱ (det er vel det han mener når han siger “det kan man også høre: “ek“… pfuit! så er den næsten forbi”) og slet ikke i, at den aldrig kunne have heddet noget andet. På det punkt har vi nemlig et meget forskelligt syn på tegnets arbitraritet.

Bønnen og talen

Udsendelsens egentlige ærinde er at fokusere på “ordenes oprindelse og den proces der skaber ordene”, og Carsten Ortmann prøver at få sin gæst til at tilslutte sig en forestilling om sprogets oprindelse i bønnen, der i sig selv måske er udsprunget af sangen, der opstod af dansen.

OFK underbygger idéen om, at talen går tilbage til bønnen, med det latinske eksempel orator ‘en taler’, der er afledt af en rod, der i protoindoeuropæisk skulle betyde ‘at bede’. Roden er *h₂ar, og dens mulige verbale afledninger betyder i latin (oro) ‘at tale’, på oskisk (urust, et futurums participium) ‘at tale offentligt’, på serbokroatisk (òriti) ‘at genlyde’, på hittittisk (ariyezzi) ‘at stille et orakelspørgsmål.’; på græsk har vi en afledning der betyder ‘bøn’.

Som det ses, er der ikke noget klart belæg for, at at den religiøse betydning ‘at bede’ i denne forbindelse skulle være den grundlæggende, mens ‘at tale’ er sekundær. Et stort, nyt opslagsværk om indoeuropæiske verber foreslår derfor, at den grundlæggende betydning er ‘at tale højt eller med vægt.’ Det er vel, hvad en præst og en taler har til fælles: de fremsiger i offentligheden et budskab, så guder og publikum kan høre det.

Autonomatopoiesis og det første ord

Hvorom alting er, fokuserer programmet på den tid, hvor mennesket først begyndte at skabe et sprog, et emne der vækker en fundamental nysgerrighed. Som Ortmann siger, spekulerede han allerede som barn på, hvem der egentlig havde bestemt, at en ko skulle hedde en ko. I OFKs sprogfilosofi ligger svaret i et begreb han kalder autoonomatopoiesis ‘selv-lydefterligning’: en relation mellem menneskekroppen og omverdenen, hvor tingene gør et indtryk som kroppen føler trang til at udtrykke. Kroppen sætter altså lyd på det sanseindtryk den modtager.

Det første sprog

Her er vi ude i et område, hvor indeuropæistikken ikke har noget at byde ind med. Det indoeuropæiske grundsprog er et fuldt færdigt sprog; det taltes som nævnt omkring 6-3.500 år f.v.t. Udviklingen af sprog som sådan ligger meget længere tilbage i tiden; man regner med, at Homo sapiens bragte sproget med sig fra Afrika, hvor det opstod mellem 60 og 100.000 år tilbage (omend OFK løseligt lægger denne begivenhed til 15-20.000 år f.v.t.).

Det er en tidsdybde som indoeuropæistikken slet ikke kan, eller skal, favne; hvis vi nogensinde skal så langt tilbage i tiden, skal vi have alle verdens sprogfamilier med i vores overvejelser.

I forbindelse med diskussionen om oprindelsen til ord som hest og ko skal vi huske på, at disse dyr slet ikke fandtes i Afrika syd for Sahara på den tid hvor Homo sapiens begyndte at ytre sig sprogligt. Netop disse ord kan være opstået på et tidspunkt hvor mennesket har haft sprog i titusindvis af år. Indoeuropæerne kan have fået dem som låneord fra andre folkeslag, der havde disse dyr allerede, eller de kan have afledt dem af eksisterende indoeuropæiske rødder.

Indoeuropæistikkens begrænsning

Hvor det indoeuropæiske grundsprog er en værdifuld kilde til et bronzealdersamfund, dets værdier, digtekunst og materielle kultur, ligger det altså titusindvis af år fra det førsproglige stadie hvor et sanseindtryk bliver til en uvilkårlig lyd. Forskningen er langt fra derhenne hvor vi kan vende “tilbage til den relation vi første gang havde til verden og til tingene.” Den oprindelige relation kan vi først tilnærme os gennem et større interdisciplinært samarbejde, der vel må omfatte forskere inden for alverdens sprogfamilier, antropologer, evolutionsbiologer og sprogfilosoffer.

Bibliografi

Alinei, Mario: An alternative model for the origins of European peoples and languages: the continuity theory. Quaderni di Semantica 21, 2000, pp. 21–50.

Gimbutas, Marija. Bronze Age cultures in Central and Eastern Europe. Mouton,The Hague/London, 1965

Jensen, Jørgen. Danmarks oldtid, fra stenalder til vikingetid. Gyldendal, København, 2001-4

Kroonen, Guus: Etymological dictionary of Proto-Germanic. Brill, Leiden, 2013

Renfrew, Colin: Archaeology and language. The puzzle of Indo-European origins. CUP, Cambridge, 1990

Rix, Helmut (udg.): Lexikon der indogermanischen Verben. Reichert, Wiesbaden 1998

Health and illness in Prehistoric Europe: Linguistic evidence of beliefs in preventive care, causes and treatments

Alongside its use for perfumes and incenses, lavender is one of the most profitable medicinal herbs. This species from the Canaries, Lavandula canariensis, has been used as a laxative, to bring down fevers, as an anti-inflammatory drug, and against parasitic worms. Photo by Adam Hyllested.

 To stay sound and healthy is obviously one of man’s timeless concerns. Most early societies seem to have believed that diseases could have both natural and supernatural causes. Blame was often heaped upon evil spirits that had entered into the body of the diseased, while plants and plant-derived ingredients constituted the most common drug, also as tranquilizers, to heal wounds and bites, and for preventive purposes, e.g. as laxatives
or for skin care or prenatal care. Other methods, not all equally widespread, involved ceremonies with magic formulae, spells and amulets; the use
of animals, e.g. leeches for bloodletting or larva debridement; honey as a general antiseptic; geophagy (eating soil or clay); enema by clysters (made by e.g. animal bladders); and (primitive) surgical procedures.

 

By definition, prehistoric practices are not described directly  in any written sources. Indeed information might be gathered from the earliest attestations to the extent that they reflect an older state of affairs. In the ancient Iranian Vendidad, it is claimed that “divine words” are a better cure than knives or herbs, and numerous chapters are devoted to charms against evil spirits. Extensive catalogues are known from ancient India, notably the Sushruta Samhita (3rd or 4th c. AD), and from Greece and Rome such as the Hippocratic Corpus, Dioscorides’ De Materia Medica (77 AD) and Marcellus Empiricus’ De medicamentis (4thc.) with information on the popular use of plants for medico-magical treatment, some of which may continue much earlier traditions. However, in many cases ancient sources give no clear botanical meaning of a plant name, and even when the species can be defined, the status of the name may be unclear – we do not always know whether a given name represents a popular designation, a translation  or simply an innovation by the author.

De Materia Medica by Dioscorides, originally written in Greek in the 1st century AD as Περὶ ὕλης ἰατρικῆς ("regarding medical materials"), has been preserved in several medieval editions. This richly illustrated version is the Vienna Dioscurides from 512-513 AD.

Archaeology can provide clues by human remains as may typological studies of aboriginal societies living under supposedly similar conditions, or even ethnobotanic studies of cultures believed to have retained ancient customs (such as the 3rd Danish Pamir Expedition 2010). However, since plants are subject to quick decay and spirits notoriously intangible, the archaeological evidence remains scarce and, as a result, conclusions suffer from a comparatively large degree of uncertainty (with the recent DNA-based identification of 15 plant species in ointments and herbal pills from a Greek shipwreck from 130 B.C. as one notable exception).

This is where etymology enters into the picture. As argued by J.D. Langslow (in Indo-European Perspectives, Oxford 2004), medical language is probably one of the most promising fields for semantic and etymological investigation. A way of linking information gained from archaeology and linguistics is the palaeolinguistic method: if the word for a certain creature, object or phenomenon is attested with regular sound correspondences in two or more languages, we must conclude that it existed in the homeland at the time before the dispersal of the protolanguage. Systematic studies of the European core vocabulary would have to include a stratification of the linguistic data, distinguishing between

In Germany and Austria, holly (ilex) is placed in stables to protect horses from evil spirits. This may be due to the near-homonymy of 'mare' and 'female incubus' in most Germanic languages (cf. e.g. the ambiguous Danish name maretorn).

1) substrata from indigenous non-Indo-European peoples
2) words of common Indo-European heritage
3) words belonging to a more restricted area
4) later cultural loans from known or unknown sources

From such an investigation, we would be able to draw conclusions as to which parts of the health domain, as it is known from the earliest attestations of Indo-European cultures, actually represent a Proto-Indo-European tradition, and which parts have arisen at a later stage, whether from creative innovation, contacts between the Indo-European branches or contacts with other language families. This may in turn tell us something more general about patterns of cultural evolution throughout history. Theoretically, it is not impossible that clues about forgotten types of plant medicine may be provided by new etymologies that will appear.

Searching for common anomalies often proves valuable. The almost identical Baltic words for two otherwise dissimilar plants ‘henbane’ (drignė) and ‘fool’s parsley’ (drignelė) make up a strong semantic parallel to those found in other Indo-European languages; thus, the Greek names for the two plants are apollon, apollinaris and aithousa respectively – Aithousa was the name of one of Apollon’s mistresses and meant ‘gleaming, burning’, and the traditional Latin name of the latter was exactly Apollon (borrowed from Greek). According to our cooperation partner Bernd Gliwa, these common names probably refer to dilation of the pupil of the human eye which is a well-known effect of both plants.

Celtic and Germanic languages share a lot of terminology from specifically this field (among them ‘fever’, ‘leprous’, ‘sorcery’, ‘demon’, several generic words for ‘illness’, medicinal herbs such as ‘Angelica’ and ‘holly’, and as many as 10 terms for ‘wound’ or ‘injury’). These items all look too old to be mutual loans, and since it can be showed by other means that Celtic and Germanic are not more closely related than each of them are with several of the other Indo-European branches, this indicates that at a certain point in their early history they shared a common vocabulary of both archaisms and innovations, reflecting post-Indo-European common beliefs in causes of illnesses and their treatments. Some of them may have been taken over from the same third source.

"Dancing elves" by the Swedish painter August Malmström (1866). In Germanic and Slavic folklore, it was believed that "fairy rings" (naturally occurring rings of mushrooms) were the result of elves dancing in a ring during the night or in the morning mist. Peeing into a fairy ring could cause diseases. The notion of sprites as the source of illness seems to be a near-universal.

It is remarkable that, while the Germanic word *lubja- meant ‘strong plant-juice’ as well as ‘magic remedy; poison; magic’, its Celtic relative *lubī meant simply ‘wort’. Finnish luppo means ‘lichen’ and is known to be an inherited word in the Uralic language family to which Finnish belongs. Lichen is used in traditional folk medicine as a laxative and against various kinds of pains, infections and inflammation. This points to a Uralic origin of the Germanic and Celtic words (there are no better candidates).

When dealing with plant-names one must be aware of the phenomenon of folk taxonomy whereby traditional ethnobotanical taxa may disagree with those of modern science (e.g. Lithuanian jonažolė ‘Hypericum’ but also ‘certain plants flowering at St. John’s, June 24th’). Our forefathers had other criteria for the classification of plants and animals. Sometimes these were given the same name because of a purely physical similarity, in other cases rather according to similarities in societal utility value or even mythological conceptions. Besides, some species have only a new scientific term and no separate folk name, either because they have lost it or because it was never relevant and the species was designated by a more generic term. Dialect material is extremely important because plant names and animal names often vary within small areas.

Some of the many surgical devices found in The House of the Surgeon at Pompeii.

Relevant semantic fields may furthermore include words referring to symptoms; poison; nutrition and diet; fungi; salt, minerals and stones; exercise; hygiene and sanitation; body parts and bodily fluids; virginity, fertility and reproduction; maternal health, pregnancy and birth; puberty; congenital defects; body modifications; mood and sleep; mental disorders; ageing; cleansing of the dead; veterinary issues; folk legends; health deities; medical professions; and medical equipment.

Genskabelse af fortidens samfund – ved hjælp af sproget

"Fortiden er et fremmed land". Maleri af de nu uddøde urokser fra hulerne i Lascaux (ca. 15.300 f.Kr.)

"Fortiden er et fremmed land". Maleri af de nu uddøde urokser fra hulerne i Lascaux (ca. 15.300 f.Kr.)

Den slags sprogforskere, der er ansat på Roots of Europe, beskæftiger sig først og fremmest med rekonstruktion af forhistoriske sprog og sprogudviklinger. Det drejer sig om at genskabe tilstande – nemlig forskellige kronologiske stadier af ikke-overleverede sprog – såvel som begivenhedsforløb, nemlig ændringer, der finder sted mellem to stadier af et sprog. En opgave kan fx bestå i at afdække en bestemt del af sprogudviklingen fra urgermansk (talt omkring Kristi fødsel, men ikke direkte overleveret) til oldnordisk, som er et fyldigt overleveret sprog, kendt fra masser af tekster, eller for den sags skyld helt til moderne dansk, der jo stadig tales og udvikler sig. Men den kan også bestå i at gøre rede for et forløb mellem to sprogstadier, hvoraf ingen af dem er direkte overleveret, kun rekonstrueret – genskabt – på grundlag af reflekser i overleverede sprog. Der kunne fx være tale om det førnævnte urgermansk på den ene side og dets forgænger, det urindoeuropæiske sprog, på den anden.

Rekonstruktion af sprog kan i mange tilfælde ikke meningsfyldt skilles fra rekonstruktion af forhistoriske samfund. Sprogforskerne har gennem de sidste århundreder udviklet meget stringente metoder, hvormed man kan påvise, om bestemte sprog er beslægtet med hinanden eller ej. Dermed skulle man mene, at vejen var banet for at sammenholde sprogforskernes resultater med fx arkæologernes. Desværre er det i nabovidenskaberne ikke altid lige kendt, præcis hvor stringente og hvor vigtige de sprogvidenskabelige metoder er, endsige hvad de består i.

Eksempelvis skrev den anerkendte, nu afdøde, arkæolog Jørgen Jensen fra Nationalmuseet i det firbindsværket Danmarks Oldtid – samt i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie – at man ikke længere behøver operere med forestillingen om en indoeuropæisk sprogenhed, fordi vi nu ved, at alt kan lånes fra ét sprog til et andet, således også helt basale hverdagsord som fx personlige pronominer. Dermed mente han, at ligheder teoretisk set altid kunne afspejle kontakter mellem (i øvrigt ubeslægtede) sprog, og at der derfor ingen beviser var for genetisk sprogslægtskab overhovedet. Selvom det ganske vist er rigtigt, at alle slags ord og for den sags skyld også andre elementer i sprogene kan lånes (fx er de engelske pronominer they og them lånt fra nordisk), er det helt afgørende modargument, som Jensen overså, at vi kun véd dette, fordi vi har fundet ud af det med den samme metode, hvorved vi kan se, hvad der ikke er lånt. Uden den systematisk-komparative metode ville vi slet ikke vide dét, som Jensen ganske rigtigt påpeger, at vi ved. Metoden siger, at overfladiske ligheder ikke er vigtige: konsonanten p i det ene sprog må gerne svare til vokalen y i et andet, hvis bare dette er en systematisk regel, og alle undtagelser til den kan forklares som andet end tilfældige. Forklaringer kan være analogi (fx at uregelmæssige verber retter sig ind efter regelmæssige), kontamination (sammenblanding af to ord), dialektblanding, lån fra andre sprog eller ekspressiv orddannelse (lydsymbolik). Lydlovene afslører det fælles udgangspunkt, som er et sprog, der har eksisteret på et tidspunkt.

Den snorekeramiske kultur, også kaldet stridsøksekulturen, er traditionelt blevet kædet sammen med en indoeuropæisk indvandring til Europa østfra i Bronzealderen.

Den snorekeramiske kultur, også kaldet stridsøksekulturen, er traditionelt blevet kædet sammen med en indoeuropæisk indvandring til Europa østfra i Bronzealderen.

Et beslægtet problem er, at man i årtier inden for arkæologien meget nødig ville forsøge at knytte en sprogenhed (og dermed en bestemt folkegruppe) til et fundmateriale eller et kulturkompleks (som indoeuropæisktalende stammer versus den snorekeramiske kultur). Det var den gennemgående opfattelse, at det var de nye opfindelser selv, der spredte sig, og ikke samtidig folkegrupperne eller sprogene. I hvert fald var det ugleset at påstå, at man kunne konkludere noget som helst om det. Det er ved at ændre sig nu. Et eksempel på den nye opfattelse finder man hos Kristian Kristiansen, én af Roots of Europes eksterne samarbejdspartnere. Han – og vi – vil ganske vist ikke hævde, at man kan vide alt om, hvilke folkegrupper der kan knyttes til hvilke kulturkomplekser, og hvilke migrationer der dermed har fundet sted hvornår. Vi er godt klar over, at der sikkert har været uddøde sprog, vi aldrig kommer til at vide noget om, og som vi derfor ikke kan knytte til et bestemt fundmateriale. Men for at bringe forskningen videre finder vi det vigtigt at opstille sandsynlige scenarier, der om ikke andet kan tjene som arbejdshypoteser. Her er det ikke mindst vigtigt at sammenholde den sproglige og arkæologiske viden med de resultater, der i de seneste år er nået inden for populationsgenetikken. Hver videnskab har sine ting at fortælle om begivenheder i fortiden, og sammen kan de fortælle rigtig meget.

Sprog eksisterer kun sammen med mennesker, der taler dem. Den logiske konsekvens er, at hvis bestemte sprog udviser systematiske lydlige overensstemmelser og dermed går tilbage til én fælles sprogform, ja, så påviser dette forhold samtidig eksistensen af en fortidig befolkningsgruppe, der talte dette sprog. Kritikere har gennem fagets historie påpeget angiveligt problematiske ting ved denne opfattelse.

For det første er det blevet fremhævet, at man ikke altid kan sætte lighedstegn mellem folk og sprog; fx kan et bestemt sprog godt tales af flere befolkningsgrupper.  Man må dog formode – ikke mindst for forhistoriske (ikke-globaliserede) perioders vedkommende, at det samme sprog kun har været talt af befolkningsgrupper, der havde noget til fælles og havde en nogenlunde grad af kontakt med hinanden – som sådan kunne den dermed også defineres som en befolkningsgruppe, blot i mindre snæver forstand. Men den vigtigste, noget oversete pointe er, at sådanne tilstande blot er en del af det samlede hele, som forskerne stræber efter at rekonstruere. Hvis et sprog har været talt af flere etnisk forskellige befolkningsgrupper, så er det ikke noget, der diskvalificerer metoden; det er blot ét ud af flere mulige scenarier, som den gode rekonstruktion i sidste ende skal kunne afdække.

Et andet kritikpunkt er, at de sprog, vi kender, altid udviser variation (det kan være i form af dialekter eller sociolekter; det kan være ord, der udtales anderledes, når de har en særlig betoning [fx tab af -g [j] i både jeg og dig i dansk jeg elsker dig]; eller det kan være ord, der kan udtales i fri variation [fx når man inden for det samme lille dialektområde, ja ligefrem hos det samme menneske kan høre to konkurrerende former som túnnel og tunnél]). På grund af vores kendskab til denne sproglige variation, siger kritikerne, er det uheldigt, når vi vil rekonstruere en enkelt urform, som alle senere former i dattersprogene går tilbage til. Kritikerne slår dog her en åben dør ind, idet sprogforskerne faktisk allerede kommer frem til masser af sproglig variation, når de rekonstruerer forhistoriske sprogstadier. Samtidig må man forstå, at dialektal opsplitning i sig selv viser tilbage til et fælles udgangspunkt – det er en del af selve definitionen af en dialektal opsplitning, at variationerne udviser samme form for systematiske overensstemmelser, som sprogene gør – og når det nogle gange ikke er tilfældet, er det igen fordi billedet forstyrres af kontakt mellem nabosprogformerne, kontamination, ekspressivitet m.m. Der er altså de samme ting på spil, som når man sammenligner selvstændige sprog. Og vigtigst: Igen er kompleksiteten ikke noget, der bør afholde forskerne fra at udrede trådene; blot er der tale om en lidt mere vanskelig del af den samlede opgave, det er at rekonsturere fortidens sproglige landskab.

Det er især ved rekonstruktionen af ordforrådet, afgrænsninger af leksemer (selvstændige ord) og deres betydninger, der udgør en udfordring for sprogforskerne.  Det skyldes ikke mindst, at ordforrådet afspejler den verden, vi lever i – ikke kun den fysiske verden, men også de forestillinger og koncepter, vores samfund bygger på. Sprog har ord for de koncepter, det har brug for at have ord for. Og de koncepter, der spillede en rolle i fortiden, kan være nogle helt andre end nutidens. Som den britiske forfatter Leslie P. Hartley formulerede det i de berømte første linjer af romanen The Go-Between (1953): ”Fortiden er et fremmed land. De gør ting anderledes dér.
Sommersolhverv over Stonehenge. Foto: Andrew Dunn.

Sommersolhverv over Stonehenge. Foto: Andrew Dunn.

Sprogforskerne må derfor i deres udredning ikke bare overføre nutidens ordbetydninger til rekonstruktionerne, men holde øje med hvad der i første omgang kan se ud som besynderlige sammenhænge. Mystikken breder sig, når fx ord for ’soldaterudrustning’, ’graviditet’ og bestemte måneder ser ud til at have haft samme benævnelse i flere gamle indoeuropæiske sprog og stadig har det i litauisk, hvor šárvas både betyder ’menstruation’, ’panser, harnisk, våben’, og i 1700-tallet desuden kunne have betydningen ’december’. Men den fælles betydning har nok været ’(tegn på) overgang til ny forventet fase’ og har været vigtig ved livets overgangsriter, ikke mindst overgangen fra barn til voksen, hvor kvinden blev kønsmoden og manden våbenfør. Den har samtidig kunnet henvise til andre forventede nye faser som solhvervet samt ny og fuldmånen. Og solhverv finder jo sted i juni og december. Hos bl.a. tokharerne var den første nymåne efter solhverv vigtig, som man bl.a. kan læse om i en ny artikel af Douglas Q. Adams i Tocharian and Indo-European Studies.

Religion og kosmologi er selvsagt et besværligt område at rekonstruere. Men også mere jordnære ting som redskaber og produktionsmetoder frembyder deres udfordringer, og her må viden om arkæologiske fund og opfindelsernes historie sammenholdes med den sproglige viden. Den amerikanske sprogforsker Craig Melchert har for nylig påpeget, at det hittitiske verbum huwapp-, man traditionelt har sammenholdt med ordet væve og dets slægtninge i andre indoeuropæiske sprog, slet ikke betyder ’flette, snøre sammen’ og lignende ting, men tværtimod ’kaste’; bl.a. derfor mener han at kunne afvise, at de to ord er beslægtede. Her er det imidlertid godt at vide, at dét at kaste er noget helt centralt i væveprocessen. På engelsk hedder en trend warp, afledt af et verbum for ‘kaste’, jf. dansk verfe, tysk werfen;, og at slå skyttelen hedder på engelsk to throw the shuttle. Det er også godt at vide, at disse og andre basale principper for vævning har været stort set de samme siden sumererne.

Klippegrævlingerne ligner ikke deres nærmeste slægtninge, elefanterne. Pga. folketaksonomi kalder vi dem "-grævlinger" og ikke fx "klippeelefanter".

Klippegrævlingerne ligner ikke deres nærmeste slægtninge, elefanterne. Pga. folketaksonomi kalder vi dem "-grævlinger" og ikke fx "klippeelefanter".

En anden udfordring er folketaksonomien, som er relevant ved rekonstruktionen af ord for dyr og planter. Vores biologiske viden er stor i dag, og vi mener ligesom for sprogenes vedkommende med rimelig sikkerhed at kunne klassificere verdens dyre- og plantearter efter hvor tæt de er beslægtet med hinanden (forskellen er, at vi ikke ved, om alle sprog faktisk er beslægtet med hinanden, som vi ved det med livets forskellige former). Det er ikke altid, at der er tale om organismer, hvis fysiske udtryk er ens. Fx er elefantarternes nærmeste slægtninge de små klippegrævlinger, der i oldtiden fandtes i Europa (navnet Spanien menes at stamme fra det fønikiske ord for klippegrævling), men i dag er begrænset til Afrika og Mellemøsten. Alene navnet klippegrævling afslører fænomenet folketaksonomi; dyrets fysiske udtryk er med til at bestemme dets navn, og de hedder derfor noget med grævling,men er i virkeligheden meget nærmere beslægtet med elefanterne end med grævlingen. Det kendteste eksempel på folketaksonomi er nok beskrivelsen af hvaler som fisk, selvom de er pattedyr; jf. den ældre betegnelse hvalfisk. En blæksprutte hedder på svensk på samme måde en bläckfisk. Fortidens mennesker havde ikke den samme viden om dyrenes udviklingslinjer, men må have brugt andre kriterier – ligesom i øvrigt de fleste af nutidens lægfolk, der ikke lige er orienteret om biologisk forskning ned i detaljen. Vores forfædre kan have haft helt andre kriterier for gruppering af organismerne end dem, der virker logisk for os. Man kunne fx forestille sig, at planter blev grupperet efter deres medicinske virkning eller anden samfundsmæssig nytteværdi. Eller der kunne ligge mytologiske forestillinger bag sammenkædningen af hinanden biologisk fjerntstående dyrearter, jf. de indfødte australske folks forestillinger om, at nogle mennesker er tættere beslægtet med bestemte dyrearter som kænguruen end med andre mennesker. Det er dog vigtigt at skille folketaksonomi fra almindelige sammenligning af landdyr med havdyr af samme form og opførsel, hvor folk generelt godt er klar over, at der ikke er tale om nært beslægtede dyr (jf. søhest, søko, søløve). Et af mine undersøgelsesområder har været ord for mustelider (dyr af mårfamilien) omkring Østersøen, hvorunder etymologien til ordet mink (nu om et amerikansk dyr, men oprindelig betegnelsen for den europæiske  flodilder eller nertzen) er blevet afdækket. Da både de gamle grækere, romerne og flere finsk-ugriske folk har haft samme betegnelse for dyr af mårfamilien og fisken ferskvandskvabbe, er det sandsynligt, at navnet på minken har samme oprindelse som det baltoslaviske ord for denne fiskeart, fx litauisk menkė. Mange af benævnelserne på disse pattedyr rundt om Østersøen er låneord pga. den intensive pelshandel i området fra Romertiden til i dag. Fisken kan i en bestemt positur minde meget om en væsel, så de fælles betegnelser for de to dyr bunder næppe i andet end lighed og opførsel (de er begge hurtige rovdyr).

Der er mange usikkerhedsmomenter, og et vigtigt parameter er derfor ”det samlede billede” (den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure udtrykte det i 1912 med ordene un système ou tout se tient ’et system, hvor alt hænger sammen’).

Pottemagerhjulet kom før vognhjulet.

Pottemagerhjulet kom før vognhjulet.

Når ord i indoeuropæiske sprog for dyr og planter fra den tempererede fastlandsklima samt vejrfænomener knyttet hertil alle peger på et hjemland (et såkaldt urhjem) i Sydrusland, har det mindre betydning, at man ikke kan påvise fælles ord for ’stør’ (selvom flere størarter også i Bronzealderen levede i Sortehavet og floderne nord derfor) eller ’hyld’ (selvom de forskellige arter af hyld er udbredt over hele det vestlige Eurasien), og det har endvidere kun en mindre betydning, at folkeslag, der ikke bor i områder med sne og hav, alligevel som regel har ord for disse fænomener. De folkeslag, der traditionelt har boet længst væk fra havet, mongolerne og tibetanerne, har kaldt deres hhv. militære og åndelige leder for Djengis Khan (‘havets hersker’) og Dalai Lama (‘visdommens hav’). Når det samlede ordforråd fortæller os, at det folk, der talte urindoeuropæisk, havde heste og vogne, så har det ligeledes kun en mindre betydning, at ordet for ’hjul’ (som man af sproglige grunde kan se er dannet netop på dét stadium i sprogets historie) ikke behøver henvise til en vognhjul, men i første omgang lige så godt kan have været ordet for pottemagerhjul, der senere er blevet overført til opfindelsen vognhjul i alle sprogene. Det samlede billede peger henimod et en nomadekultur med husdyravl og nogle afgrøder i en tempereret fastlandszone, sandsynligvis nord for Sortehavet i Bronzealderen. De havde en rigt facetteret gudeverden, til en vis grad også lavere overnaturlige væsener, og et særligt episk formelsprog. Betegnelser for de fleste metaller og kulturplanter er derimod vandreord, der kan være kommet til indoeuropæerne udefra.

Vi kan ikke være decideret sikre på noget, men i forskningen stræber vi efter at genskabe det mest sandsynlige scenario. Når vi en gang imellem må ændre opfattelse, skal vi være glade for det, for det betyder, at vi er blevet klogere. Og når forskerne bliver klogere, bliver samfundet det gerne med dem. Mange vil heldigvis sige, at det er meningsfyldt i sig selv at lære om fortiden, fordi det er en del af udforskningen af verden; men samtidig er studiet af fortiden vigtigt af en anden grund, nemlig den, at fortiden – selvom den er et fremmed land – ofte alligevel har meget til fælles med nutiden. Forskningen gør os derfor også klogere på nutiden – og giver os mulighed for at træffe vores valg på et mere oplyst grundlag.