When morphological analysis produces knowledge on ancient societies

At the research centre Roots of Europe – Language, Culture, and Migrations the majority of scholars dealing with the first of the three branches, language, is concerned mainly with morphology. Within this field of study, focus mainly lies with nominal word formation: Birgit Anette Olsen on Proto-Indo-European, Benedicte Nielsen Whitehead on Latin, Anders Richardt Jørgensen on British Celtic, Jenny Larsson (within the first year of the project period) on Baltic and myself on Germanic and Old Norse.

Seen from the outside, one might rightfully question the relevance of morphological studies to the study of how these “native” languages of Europe were established within their cultural and social context, as stated in the aims and goals section of the Roots of Europe general project description.

Nevertheless, one need not search too far in order to find an immediate response to such a critique. Several of the individual subprojects suggest or at least hint at the possibility that systematic categorisation of the noun-forming suffixes in the individual linguistic branches of Indo-European can provide answers to questions as those stated in the preceding paragraph if such a categorisation be carried out by theoretical analysis of the relevant material according to, mainly, the comparative method. How fantastic this idea may seem, it is actually quite straightforward: If the comparative method can prove that one or more elements – be they phonemes or morphemes – of a given word in one language correspond systematically to other elements in another language, these elements – and consequently these two languages – must be related to one another and must originate from a common source. In other words, if the comparative method can prove the interrelationship between a noun-forming suffix in one language and a noun-forming suffix in another language, these two noun-forming suffixes must be related to one another and must originate from a common source.

Thus far, scholars of Indo-European linguistics probably have not gained much new insight from reading this blog post. What might be at least partially new, though, is the theory that I present in my article “Rodnominers struktur og produktivitet i germansk” [The structure and productivity of root nouns in Germanic] (to pe published this year in E. Hansen, A. Holsting & H.F. Nielsen, eds. Ældre germansk sproghistorie. Et uformelt minisymposium. Mindre Skrifter 29. Center for Middelalderstudier, Syddansk Universitet, Odense.) and that I will also present in an elaborated form at the 14th international conference of the Society of Indo-European Studies to be held September this year in Copenhagen.

Layering model of root nouns in GermanicThe basic outline of the theory is that root nouns in Germanic may be divided into four chronological layers according to various morphological and morphonological criteria. One of these layers consists of root nouns inherited from Proto-Indo-European and subject to paradigmatic levelling of Ablaut according to the phonotactic attributes of the root, while substrate root nouns such as those introduced – and phonotactically and morphologically defined – by Guus Kroonen’s forthcoming article “Non-Indo-European Root Nouns in Germanic: Evidence in Support of the Agricultural Substrate Hypothesis” (to be published this year in R. Grünthal & P. Kallio, eds. Linguistic Map of Prehistoric North Europe. Mémoires de la Société Finno-Ougrienne. Helsinki, Société Finno-Ougrienne) constitutes yet another layer.

Generally, I expect lexical ‘layering models’ based on criteria similar or identical to the ones in my forthcoming article to be particularly valuable for palaeolinguistic analysis. The reason is that such layering models may reveal what parts of the Germanic lexicon had already been adapted at the Pre- or early Proto-Germanic stage from other sub-, super- or adstrate languages; what parts are of common Indo-European origin; what parts belong to only a restricted part of the Germanic-speaking area and what parts may be later cultural loans from known or unknown sources.

Consequently, I believe that this ‘layering model’ of Germanic root nouns constitutes a brilliant example of one of the hallmarks of the Roots of Europe centre, viz. the aim of producing apparent models on how morphological analysis may produce knowledge on ancient societies.

Genskabelse af fortidens samfund – ved hjælp af sproget

"Fortiden er et fremmed land". Maleri af de nu uddøde urokser fra hulerne i Lascaux (ca. 15.300 f.Kr.)

"Fortiden er et fremmed land". Maleri af de nu uddøde urokser fra hulerne i Lascaux (ca. 15.300 f.Kr.)

Den slags sprogforskere, der er ansat på Roots of Europe, beskæftiger sig først og fremmest med rekonstruktion af forhistoriske sprog og sprogudviklinger. Det drejer sig om at genskabe tilstande – nemlig forskellige kronologiske stadier af ikke-overleverede sprog – såvel som begivenhedsforløb, nemlig ændringer, der finder sted mellem to stadier af et sprog. En opgave kan fx bestå i at afdække en bestemt del af sprogudviklingen fra urgermansk (talt omkring Kristi fødsel, men ikke direkte overleveret) til oldnordisk, som er et fyldigt overleveret sprog, kendt fra masser af tekster, eller for den sags skyld helt til moderne dansk, der jo stadig tales og udvikler sig. Men den kan også bestå i at gøre rede for et forløb mellem to sprogstadier, hvoraf ingen af dem er direkte overleveret, kun rekonstrueret – genskabt – på grundlag af reflekser i overleverede sprog. Der kunne fx være tale om det førnævnte urgermansk på den ene side og dets forgænger, det urindoeuropæiske sprog, på den anden.

Rekonstruktion af sprog kan i mange tilfælde ikke meningsfyldt skilles fra rekonstruktion af forhistoriske samfund. Sprogforskerne har gennem de sidste århundreder udviklet meget stringente metoder, hvormed man kan påvise, om bestemte sprog er beslægtet med hinanden eller ej. Dermed skulle man mene, at vejen var banet for at sammenholde sprogforskernes resultater med fx arkæologernes. Desværre er det i nabovidenskaberne ikke altid lige kendt, præcis hvor stringente og hvor vigtige de sprogvidenskabelige metoder er, endsige hvad de består i.

Eksempelvis skrev den anerkendte, nu afdøde, arkæolog Jørgen Jensen fra Nationalmuseet i det firbindsværket Danmarks Oldtid – samt i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie – at man ikke længere behøver operere med forestillingen om en indoeuropæisk sprogenhed, fordi vi nu ved, at alt kan lånes fra ét sprog til et andet, således også helt basale hverdagsord som fx personlige pronominer. Dermed mente han, at ligheder teoretisk set altid kunne afspejle kontakter mellem (i øvrigt ubeslægtede) sprog, og at der derfor ingen beviser var for genetisk sprogslægtskab overhovedet. Selvom det ganske vist er rigtigt, at alle slags ord og for den sags skyld også andre elementer i sprogene kan lånes (fx er de engelske pronominer they og them lånt fra nordisk), er det helt afgørende modargument, som Jensen overså, at vi kun véd dette, fordi vi har fundet ud af det med den samme metode, hvorved vi kan se, hvad der ikke er lånt. Uden den systematisk-komparative metode ville vi slet ikke vide dét, som Jensen ganske rigtigt påpeger, at vi ved. Metoden siger, at overfladiske ligheder ikke er vigtige: konsonanten p i det ene sprog må gerne svare til vokalen y i et andet, hvis bare dette er en systematisk regel, og alle undtagelser til den kan forklares som andet end tilfældige. Forklaringer kan være analogi (fx at uregelmæssige verber retter sig ind efter regelmæssige), kontamination (sammenblanding af to ord), dialektblanding, lån fra andre sprog eller ekspressiv orddannelse (lydsymbolik). Lydlovene afslører det fælles udgangspunkt, som er et sprog, der har eksisteret på et tidspunkt.

Den snorekeramiske kultur, også kaldet stridsøksekulturen, er traditionelt blevet kædet sammen med en indoeuropæisk indvandring til Europa østfra i Bronzealderen.

Den snorekeramiske kultur, også kaldet stridsøksekulturen, er traditionelt blevet kædet sammen med en indoeuropæisk indvandring til Europa østfra i Bronzealderen.

Et beslægtet problem er, at man i årtier inden for arkæologien meget nødig ville forsøge at knytte en sprogenhed (og dermed en bestemt folkegruppe) til et fundmateriale eller et kulturkompleks (som indoeuropæisktalende stammer versus den snorekeramiske kultur). Det var den gennemgående opfattelse, at det var de nye opfindelser selv, der spredte sig, og ikke samtidig folkegrupperne eller sprogene. I hvert fald var det ugleset at påstå, at man kunne konkludere noget som helst om det. Det er ved at ændre sig nu. Et eksempel på den nye opfattelse finder man hos Kristian Kristiansen, én af Roots of Europes eksterne samarbejdspartnere. Han – og vi – vil ganske vist ikke hævde, at man kan vide alt om, hvilke folkegrupper der kan knyttes til hvilke kulturkomplekser, og hvilke migrationer der dermed har fundet sted hvornår. Vi er godt klar over, at der sikkert har været uddøde sprog, vi aldrig kommer til at vide noget om, og som vi derfor ikke kan knytte til et bestemt fundmateriale. Men for at bringe forskningen videre finder vi det vigtigt at opstille sandsynlige scenarier, der om ikke andet kan tjene som arbejdshypoteser. Her er det ikke mindst vigtigt at sammenholde den sproglige og arkæologiske viden med de resultater, der i de seneste år er nået inden for populationsgenetikken. Hver videnskab har sine ting at fortælle om begivenheder i fortiden, og sammen kan de fortælle rigtig meget.

Sprog eksisterer kun sammen med mennesker, der taler dem. Den logiske konsekvens er, at hvis bestemte sprog udviser systematiske lydlige overensstemmelser og dermed går tilbage til én fælles sprogform, ja, så påviser dette forhold samtidig eksistensen af en fortidig befolkningsgruppe, der talte dette sprog. Kritikere har gennem fagets historie påpeget angiveligt problematiske ting ved denne opfattelse.

For det første er det blevet fremhævet, at man ikke altid kan sætte lighedstegn mellem folk og sprog; fx kan et bestemt sprog godt tales af flere befolkningsgrupper.  Man må dog formode – ikke mindst for forhistoriske (ikke-globaliserede) perioders vedkommende, at det samme sprog kun har været talt af befolkningsgrupper, der havde noget til fælles og havde en nogenlunde grad af kontakt med hinanden – som sådan kunne den dermed også defineres som en befolkningsgruppe, blot i mindre snæver forstand. Men den vigtigste, noget oversete pointe er, at sådanne tilstande blot er en del af det samlede hele, som forskerne stræber efter at rekonstruere. Hvis et sprog har været talt af flere etnisk forskellige befolkningsgrupper, så er det ikke noget, der diskvalificerer metoden; det er blot ét ud af flere mulige scenarier, som den gode rekonstruktion i sidste ende skal kunne afdække.

Et andet kritikpunkt er, at de sprog, vi kender, altid udviser variation (det kan være i form af dialekter eller sociolekter; det kan være ord, der udtales anderledes, når de har en særlig betoning [fx tab af -g [j] i både jeg og dig i dansk jeg elsker dig]; eller det kan være ord, der kan udtales i fri variation [fx når man inden for det samme lille dialektområde, ja ligefrem hos det samme menneske kan høre to konkurrerende former som túnnel og tunnél]). På grund af vores kendskab til denne sproglige variation, siger kritikerne, er det uheldigt, når vi vil rekonstruere en enkelt urform, som alle senere former i dattersprogene går tilbage til. Kritikerne slår dog her en åben dør ind, idet sprogforskerne faktisk allerede kommer frem til masser af sproglig variation, når de rekonstruerer forhistoriske sprogstadier. Samtidig må man forstå, at dialektal opsplitning i sig selv viser tilbage til et fælles udgangspunkt – det er en del af selve definitionen af en dialektal opsplitning, at variationerne udviser samme form for systematiske overensstemmelser, som sprogene gør – og når det nogle gange ikke er tilfældet, er det igen fordi billedet forstyrres af kontakt mellem nabosprogformerne, kontamination, ekspressivitet m.m. Der er altså de samme ting på spil, som når man sammenligner selvstændige sprog. Og vigtigst: Igen er kompleksiteten ikke noget, der bør afholde forskerne fra at udrede trådene; blot er der tale om en lidt mere vanskelig del af den samlede opgave, det er at rekonsturere fortidens sproglige landskab.

Det er især ved rekonstruktionen af ordforrådet, afgrænsninger af leksemer (selvstændige ord) og deres betydninger, der udgør en udfordring for sprogforskerne.  Det skyldes ikke mindst, at ordforrådet afspejler den verden, vi lever i – ikke kun den fysiske verden, men også de forestillinger og koncepter, vores samfund bygger på. Sprog har ord for de koncepter, det har brug for at have ord for. Og de koncepter, der spillede en rolle i fortiden, kan være nogle helt andre end nutidens. Som den britiske forfatter Leslie P. Hartley formulerede det i de berømte første linjer af romanen The Go-Between (1953): ”Fortiden er et fremmed land. De gør ting anderledes dér.
Sommersolhverv over Stonehenge. Foto: Andrew Dunn.

Sommersolhverv over Stonehenge. Foto: Andrew Dunn.

Sprogforskerne må derfor i deres udredning ikke bare overføre nutidens ordbetydninger til rekonstruktionerne, men holde øje med hvad der i første omgang kan se ud som besynderlige sammenhænge. Mystikken breder sig, når fx ord for ’soldaterudrustning’, ’graviditet’ og bestemte måneder ser ud til at have haft samme benævnelse i flere gamle indoeuropæiske sprog og stadig har det i litauisk, hvor šárvas både betyder ’menstruation’, ’panser, harnisk, våben’, og i 1700-tallet desuden kunne have betydningen ’december’. Men den fælles betydning har nok været ’(tegn på) overgang til ny forventet fase’ og har været vigtig ved livets overgangsriter, ikke mindst overgangen fra barn til voksen, hvor kvinden blev kønsmoden og manden våbenfør. Den har samtidig kunnet henvise til andre forventede nye faser som solhvervet samt ny og fuldmånen. Og solhverv finder jo sted i juni og december. Hos bl.a. tokharerne var den første nymåne efter solhverv vigtig, som man bl.a. kan læse om i en ny artikel af Douglas Q. Adams i Tocharian and Indo-European Studies.

Religion og kosmologi er selvsagt et besværligt område at rekonstruere. Men også mere jordnære ting som redskaber og produktionsmetoder frembyder deres udfordringer, og her må viden om arkæologiske fund og opfindelsernes historie sammenholdes med den sproglige viden. Den amerikanske sprogforsker Craig Melchert har for nylig påpeget, at det hittitiske verbum huwapp-, man traditionelt har sammenholdt med ordet væve og dets slægtninge i andre indoeuropæiske sprog, slet ikke betyder ’flette, snøre sammen’ og lignende ting, men tværtimod ’kaste’; bl.a. derfor mener han at kunne afvise, at de to ord er beslægtede. Her er det imidlertid godt at vide, at dét at kaste er noget helt centralt i væveprocessen. På engelsk hedder en trend warp, afledt af et verbum for ‘kaste’, jf. dansk verfe, tysk werfen;, og at slå skyttelen hedder på engelsk to throw the shuttle. Det er også godt at vide, at disse og andre basale principper for vævning har været stort set de samme siden sumererne.

Klippegrævlingerne ligner ikke deres nærmeste slægtninge, elefanterne. Pga. folketaksonomi kalder vi dem "-grævlinger" og ikke fx "klippeelefanter".

Klippegrævlingerne ligner ikke deres nærmeste slægtninge, elefanterne. Pga. folketaksonomi kalder vi dem "-grævlinger" og ikke fx "klippeelefanter".

En anden udfordring er folketaksonomien, som er relevant ved rekonstruktionen af ord for dyr og planter. Vores biologiske viden er stor i dag, og vi mener ligesom for sprogenes vedkommende med rimelig sikkerhed at kunne klassificere verdens dyre- og plantearter efter hvor tæt de er beslægtet med hinanden (forskellen er, at vi ikke ved, om alle sprog faktisk er beslægtet med hinanden, som vi ved det med livets forskellige former). Det er ikke altid, at der er tale om organismer, hvis fysiske udtryk er ens. Fx er elefantarternes nærmeste slægtninge de små klippegrævlinger, der i oldtiden fandtes i Europa (navnet Spanien menes at stamme fra det fønikiske ord for klippegrævling), men i dag er begrænset til Afrika og Mellemøsten. Alene navnet klippegrævling afslører fænomenet folketaksonomi; dyrets fysiske udtryk er med til at bestemme dets navn, og de hedder derfor noget med grævling,men er i virkeligheden meget nærmere beslægtet med elefanterne end med grævlingen. Det kendteste eksempel på folketaksonomi er nok beskrivelsen af hvaler som fisk, selvom de er pattedyr; jf. den ældre betegnelse hvalfisk. En blæksprutte hedder på svensk på samme måde en bläckfisk. Fortidens mennesker havde ikke den samme viden om dyrenes udviklingslinjer, men må have brugt andre kriterier – ligesom i øvrigt de fleste af nutidens lægfolk, der ikke lige er orienteret om biologisk forskning ned i detaljen. Vores forfædre kan have haft helt andre kriterier for gruppering af organismerne end dem, der virker logisk for os. Man kunne fx forestille sig, at planter blev grupperet efter deres medicinske virkning eller anden samfundsmæssig nytteværdi. Eller der kunne ligge mytologiske forestillinger bag sammenkædningen af hinanden biologisk fjerntstående dyrearter, jf. de indfødte australske folks forestillinger om, at nogle mennesker er tættere beslægtet med bestemte dyrearter som kænguruen end med andre mennesker. Det er dog vigtigt at skille folketaksonomi fra almindelige sammenligning af landdyr med havdyr af samme form og opførsel, hvor folk generelt godt er klar over, at der ikke er tale om nært beslægtede dyr (jf. søhest, søko, søløve). Et af mine undersøgelsesområder har været ord for mustelider (dyr af mårfamilien) omkring Østersøen, hvorunder etymologien til ordet mink (nu om et amerikansk dyr, men oprindelig betegnelsen for den europæiske  flodilder eller nertzen) er blevet afdækket. Da både de gamle grækere, romerne og flere finsk-ugriske folk har haft samme betegnelse for dyr af mårfamilien og fisken ferskvandskvabbe, er det sandsynligt, at navnet på minken har samme oprindelse som det baltoslaviske ord for denne fiskeart, fx litauisk menkė. Mange af benævnelserne på disse pattedyr rundt om Østersøen er låneord pga. den intensive pelshandel i området fra Romertiden til i dag. Fisken kan i en bestemt positur minde meget om en væsel, så de fælles betegnelser for de to dyr bunder næppe i andet end lighed og opførsel (de er begge hurtige rovdyr).

Der er mange usikkerhedsmomenter, og et vigtigt parameter er derfor ”det samlede billede” (den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure udtrykte det i 1912 med ordene un système ou tout se tient ’et system, hvor alt hænger sammen’).

Pottemagerhjulet kom før vognhjulet.

Pottemagerhjulet kom før vognhjulet.

Når ord i indoeuropæiske sprog for dyr og planter fra den tempererede fastlandsklima samt vejrfænomener knyttet hertil alle peger på et hjemland (et såkaldt urhjem) i Sydrusland, har det mindre betydning, at man ikke kan påvise fælles ord for ’stør’ (selvom flere størarter også i Bronzealderen levede i Sortehavet og floderne nord derfor) eller ’hyld’ (selvom de forskellige arter af hyld er udbredt over hele det vestlige Eurasien), og det har endvidere kun en mindre betydning, at folkeslag, der ikke bor i områder med sne og hav, alligevel som regel har ord for disse fænomener. De folkeslag, der traditionelt har boet længst væk fra havet, mongolerne og tibetanerne, har kaldt deres hhv. militære og åndelige leder for Djengis Khan (‘havets hersker’) og Dalai Lama (‘visdommens hav’). Når det samlede ordforråd fortæller os, at det folk, der talte urindoeuropæisk, havde heste og vogne, så har det ligeledes kun en mindre betydning, at ordet for ’hjul’ (som man af sproglige grunde kan se er dannet netop på dét stadium i sprogets historie) ikke behøver henvise til en vognhjul, men i første omgang lige så godt kan have været ordet for pottemagerhjul, der senere er blevet overført til opfindelsen vognhjul i alle sprogene. Det samlede billede peger henimod et en nomadekultur med husdyravl og nogle afgrøder i en tempereret fastlandszone, sandsynligvis nord for Sortehavet i Bronzealderen. De havde en rigt facetteret gudeverden, til en vis grad også lavere overnaturlige væsener, og et særligt episk formelsprog. Betegnelser for de fleste metaller og kulturplanter er derimod vandreord, der kan være kommet til indoeuropæerne udefra.

Vi kan ikke være decideret sikre på noget, men i forskningen stræber vi efter at genskabe det mest sandsynlige scenario. Når vi en gang imellem må ændre opfattelse, skal vi være glade for det, for det betyder, at vi er blevet klogere. Og når forskerne bliver klogere, bliver samfundet det gerne med dem. Mange vil heldigvis sige, at det er meningsfyldt i sig selv at lære om fortiden, fordi det er en del af udforskningen af verden; men samtidig er studiet af fortiden vigtigt af en anden grund, nemlig den, at fortiden – selvom den er et fremmed land – ofte alligevel har meget til fælles med nutiden. Forskningen gør os derfor også klogere på nutiden – og giver os mulighed for at træffe vores valg på et mere oplyst grundlag.

Historical linguistics in a broader context

In recent years, a tendency has arisen for historical linguists, e.g. scholars specialised in Indo-European historical and comparative linguistics, to join forces with scholars from related fields of research, including general linguistics, archaeology, historical philology, religion, history and natural history (e.g. historically oriented botany, geology and genetics). The Roots of Europe, having as its stated goal and as its raison d’être to examine and uncover Europe’s earliest languages, cultures and migration routes through interdisciplinary collaboration, is, I believe, a perfect model example of this recent tendency.

A randomly chosen example of what has become more elucidated thanks to the cooperation between Roots of Europe scholars is that a clear connection can be observed between linguistic factors and genetic migrations in Western Europe.

Molecular lineage
Molecular lineage

Historical genetics claims that human migration routes and history can be traced back to a sort of “genetic Adam and Eve” through the study of spontaneous changes – so-called mutations – in the DNA representing the male sex-determining chromosome (Y chromosome) and the so-called mitochondrial DNA. (mtDNA). Mitochondria are, in popularising terms, our cellular power plants: the energy needed by the cells is released in the mitochondria through respiration. Those two types of genetic material – the Y chromosome for men and the mtDNA for women – share as a common feature that they are inherited unchanged and in a direct line from father to son and from mother to daughter respectively… until a random mutation happens spontaneously only to be maintained and given forth in a straight line to the following generations on the paternal and the maternal side respectively.

That way, a typical Danish man or woman, for instance, is characterised by him or her carrying on an entire row or chain of Y-chromosomal and mtDNA mutations respectively that arose in earlier generations, whereas a newcomer from e.g. Africa will be characterised by a completely different mutation chain seeing that he or she has other ancestors in whom entirely different mutations have arisen. For the sake of convenience, a well-defined mutation chain is usually expressed in so-called haplogroups. Take for instance haplogroup R1b mentioned below: It covers the male Y chromosomal mutation of the chain “genetic Adam” -> M168 -> M89 -> M9 -> M45 -> M207 -> M173 -> M343 where each M followed by a number indicates a specific Y chromosomal mutation.

And now for what is relevant for this case: On the one hand, the geneticist Peter KA Jensen, one of Roots of Europe’s external researchers and collaborative partners, has informed the comparative and historical linguists employed at the centre about some of the results of the Genographic Project, viz. that Y chromosomal haplogroup R1b (see above) and the mutations characteristic for this group are particularly strongly presented in Western Europe, however strongest on the Iberian Peninsula.

Percentage of haplogroup R1a (pink colour) andf R1b (red colour) in Europe

Percentage of haplogroups R1a (pink colour) andf R1b (red colour) in Europe

On the other hand, the Iberian Peninsula is also the centre of what can only be seen as a unique language. I am, of course, thinking of the Basque language that seems to have no known, close relatives, maybe apart  from the now extinct Aquitanian language. Basque is, in other words, a linguistic isolate. All other languages of modern Europe fit nicely into either the Indo-European or the Finno-Ugric (Uralic) language family – but not Basque.

Now, the above considerations borne in mind, I find it extremely interesting that, according to another of Roots of Europe’s external researchers and close collaborators, the linguist Theo Vennemann, Basque(ish) elements can be found in a considerable number of languages of Northern and Western Europe – above all in the Germanic and the Romance languages. Most important and abundant are toponyms (e.g. river and mountain names) and metallurgical terms, but we also find many other words. Vennemann has, for instance, suggested that Latin grandis “large” has been borrowed from a pre- or proto-form of Basque handi “big”, and he has even managed to reconstruct phonological patterns for the loan word relationships between this pre- or ptoto-Basque language, named Vasconic, and the Northern and Western European languages. According to Vennemann, such circumstances are likely to indicate that the distribution of the Basque/Vasconic people has previously reached much further into the north-western part of Europe – at least compared to today’s situation with this once so widespread people having been forced back to a retreat in its core area: the Basque Country in the Pyrenees.

Proposed area of Vasconic languages
Proposed area of Vasconic languages

The distribution and prevalence of the above-mentioned haplogroup R1b, which the majority of scholars tends to associate with the Iberian Peninsula and the Basque people, goes perfectly well in hand with the alleged, former distribution and prevalence of the Basque/Vasconic language into the rest of northern and western Europe.

However, this case study has further perspectives: Through this very kind of collaboration, geneticists and linguists dealing with macro or long range comparison of languages and language families even further back in time might succeed in mapping the linguistic and genetic cohesion and migration routes of man all the way back to the exodus out of Africa.

The essence of this is, on the one hand, that all humans outside of Africa (and in a narrower sense even all from south of the Sahara) can unproblematically be traced genetically back to the mtDNA haplogroups M and N on the maternal side and to the Y chromosomal haplogroup CF, carrying the mutation M168, on the paternal side; and on the other hand that virtually all languages north of the Sahara may also be tentatively reconstructed back to a single language: Borean, including, inter alia, the Indo-European (e.g. Danish, Latin, Russian or Hindi), the Uralic (e.g. Finnish), the Sino-Tibetan (e.g. Chinese), the Eskimo-Aleut (e.g. Greenlandic/Kalaallisut), the Altaic (e.g. Turkish), the Afro-Asiatic (e.g. Arabic), the Dravidian (e.g. Tamil), and the Austronesian (e.g. Hawaiian or Indonesian) languages. In other words: Practically all language families outside of Sub-Saharan Africa. The linguistic part of this is, however, still highly controversial and uncertain, and only through future scholarship can it be shown whether this theory holds water.

Uncertain or not: What I believe to be the sticking point here is that we do find collaboration between comparative and historical linguists on the one hand and scholars from related fields, e.g. genetics, on the other hand.

—–

This blog post is based on the following article:

Hansen, Bjarne Simmelkjær Sandgaard (2009): “Sproghistorie i en større kontekst”. In: Sprogforum, vol. 47, pp. 49-51.