Nedenstående artikel blev bragt 13. februar 2015 i Finlands – og Nordens – største avis, Helsingin Sanomat. Den er her oversat til dansk af artiklens forfatter, Lauri Dammert. Oversættelsen, der er let bearbejdet af Adam Hyllested, bringes med tilladelse fra avisen.
Urfinsk lånte ord til germansk og keltisk
De nyankomne indoeuropæere lærte ord af de uralske skovfolk, bl.a. en mængde betegnelser for svin
af Lauri Dammert
Jætten Koljo, som ofte forbindes med døden og med det underjordiske, rejste for flere tusinde år siden fra Ural-bjergene ud i verden for at blive forvandlet til germanernes dødsgud Hel. Koljo kom hjem til Finland igen som ordet Helvetti ’helvede’.
Koljo var ikke alene. Den danske sprogvidenskabsmand Adam Hyllested påviser i sin ph.d.-afhandling, at de indoeuropæiske folkeslag lånte flere ord fra urfinsk og dets slægtsprog.
Sammenlignende sprogvidenskab har en politisk dimension. Den er tit blevet brugt, når man ville vise sit eget folkeslags overlegenhed over et andet. Et kendt eksempel er den påstand, at de uralske folkeslag var teknologisk og politisk betydeligt mindre udviklede end de tilrejsende indoeuropæiske. Derfor lånte de et utal af ord fra de nyankomne, som ikke var særligt interesserede i skovbeboernes måde at tale på.
“Det er imidlertid sådan, at de allerfleste sprog, som har haft kontakt med et andet, har udvekslet ord både frem og tilbage,” siger Adam Hyllested. “Jeg var sikker på, at ord måtte være lånt i begge retninger også i dette tilfælde.”
Han fandt i de indoeuropæiske sprog et større antal uralske ord. En overraskelse var, at mange af disse ord havde med værktøj, dyr, religion og handel at gøre. De kunne eksempelvis være hamara ‘bagsiden af en økse’, som blev til germanernes ord for ’hammer’; pung; flere ord som betyder ‘gris’; det hellige træ pihlaja ’røn’, som blev til skandinavernes pil, og det allerede nævnte helvede. Hyllested sporer til og med det germanske ord halv tilbage den urfinske handelsterm halpa ’af ringe værdi’, ‘halvennettu ’forklejne’; og han fører søpapegøjens navn lundi/lunne tilbage til det ursamiske ord for ‘fugl’. “Samerne måtte jo betale skatter til de norske konger bl.a. i form af fjer. Dette viser, at ordudveksling har forekommet langt ind i middelalderen,” påpeger Hyllested.
Ord med uralske aner fandtes til og med i så fjerne sprog som keltisk, der kom til Irland og Wales.
Den hellige gris
Lad os vende tilbage til grisene. Hyllested siger, at de uralske folk nok holdt svin som husdyr. De havde også en mytologisk betydning. Indoeuropæerne, som vandrede hertil over stepperne annammede en hel mængde af betegnelser for svin: Ordene *mokku- og *sukko- i urkeltisk samt det danske ord so har eksempelvis deres rødder i det urfinske ord, der er blevet til finsk sika, karelsk čugu og nordsamisk sokki. Bagved førstnævnte term står ifølge Hyllested en ældre form af det finske ord emakko ’so’, som tillige forekommer i mange af vores slægtsprog. Da de nye europæere tog ordet til sig, inkorporerede de også grisens religiøse dimension.
“Ligesom ordet halv har også flere af de ord, som betegner svin, ellers en ukendt oprindelse,” påpeger Hyllested. “Det viser sig nu, at man kan forklare dem via urfinsk. Og det er mere overbevisende at finde en hel gruppe af ord end nogle løsrevne. Forekomsten af urfinske ord i urgermansk og urkeltisk beviser, at ordudvekslingen var mere livlig end hidtil antaget.”
Hyllested betoner, at ordudvekslingen fandt sted i løbet af flere kulturperioder og i løbet af 4000-5000 år. Det, at ordene forekommer både i de keltiske og de germanske sprog, beviser, at disse to folkeslag, som engang talte forskellige dialekter af samme ursprog, holdt sig tæt forbundne også efter invandringen til Europa. Og at de var i kontakt med de uralske sprog.
Ordenes udtale forandres over tid, men efter visse faste mønstre og lovmæssigheder. På den måde kan man spore ordenes oprindelse. I de germanske sprog forvandles k regelmæssigt til h og o til a, så *kolja blev til germansk *haljō og med tiden lige så regelmæssigt til nordisk Hel, som indgår i Helvede.
En lægmand kan dog ikke nemt finde disse sammenhænge i moderne sprog. ”De fremtræder klarere og hyppigere, når vi studerer og sammenligner ældre sprogformer og dialekter i både långiver- og modtagersprogene”, forklarer Hyllested.
Hyllested giver altså vore formødre en æresoprejsning – for ord lånes kun, når man har behov for dem. Urfinnerne har altså alligevel haft et og andet interessant at give til de folk, der kom fra steppelandet.
Ti ord, der rejste ud i verden
1. Finsk hamara ‘bagsiden af en økse’ ~ de germanske sprogs ord for ‘hammer’, svensk hammare
2. Finsk punka ‘lille tyk person’, oprindelig ‘udbulning, rund ting’, estisk pung ‘knop; pung’ ~ de germanske sprogs ord for ‘pung’
3. Finsk pihlaja ‘røn’ ~ de skandinaviske sprogs ord for ‘pil(etræ)’
4. Finsk harava ‘en rive’ ~ de germanske sprogs ord for ‘harve’
5. Finsk sika ‘svin’, emakko ‘so’ ~ de keltiske sprogs ord for ‘svin, gris’
6. Finsk halpa ‘af ringe værdi, billig’, opr. ‘reduceretF’, halvennettu ‘forklejne’ ~ de germanske sprogs ord for ‘halv’
7. Finsk minkki ‘mink’ er til gengæld lånt ind i finsk, men dette og de germanske sprogs ord for ‘amerikansk mink’, tidl. den europæiske ‘nertz, flodilder’ kommer af et østligere uralsk ord
8. Finsk haamu ‘spøgelse, genfærd, ånd’, hahmo ‘skikkelse, form, gestalt’ ~ de germanske sprogs ord for ‘en ham’ (dyrehud), tidligere også ‘skytsånd’ og ‘legeme’
9. Samisk baggi ‘opsvulmet ting; lille, tykt og kompakt dyr (især rensdyr)’ ~ nordisk bagge i diverse dyrenavne, fx nordbagge ‘en lille tyk hest’, svensk skalbagge ‘bille’
10. Nordsamisk loddi ‘fugl’, i Vikingetiden *londe (~ finsk lintu) ~ nordisk lundi ‘søpapegøje’
©
Adam Hyllested
Word Exchange at the Gates of Europe – Five Millennia of Language Contact
Københavns Universitet 2014
Virkelig interessante sager!
Kh
JH