Den slags sprogforskere, der er ansat på Roots of Europe, beskæftiger sig først og fremmest med rekonstruktion af forhistoriske sprog og sprogudviklinger. Det drejer sig om at genskabe tilstande – nemlig forskellige kronologiske stadier af ikke-overleverede sprog – såvel som begivenhedsforløb, nemlig ændringer, der finder sted mellem to stadier af et sprog. En opgave kan fx bestå i at afdække en bestemt del af sprogudviklingen fra urgermansk (talt omkring Kristi fødsel, men ikke direkte overleveret) til oldnordisk, som er et fyldigt overleveret sprog, kendt fra masser af tekster, eller for den sags skyld helt til moderne dansk, der jo stadig tales og udvikler sig. Men den kan også bestå i at gøre rede for et forløb mellem to sprogstadier, hvoraf ingen af dem er direkte overleveret, kun rekonstrueret – genskabt – på grundlag af reflekser i overleverede sprog. Der kunne fx være tale om det førnævnte urgermansk på den ene side og dets forgænger, det urindoeuropæiske sprog, på den anden.
Rekonstruktion af sprog kan i mange tilfælde ikke meningsfyldt skilles fra rekonstruktion af forhistoriske samfund. Sprogforskerne har gennem de sidste århundreder udviklet meget stringente metoder, hvormed man kan påvise, om bestemte sprog er beslægtet med hinanden eller ej. Dermed skulle man mene, at vejen var banet for at sammenholde sprogforskernes resultater med fx arkæologernes. Desværre er det i nabovidenskaberne ikke altid lige kendt, præcis hvor stringente og hvor vigtige de sprogvidenskabelige metoder er, endsige hvad de består i.
Eksempelvis skrev den anerkendte, nu afdøde, arkæolog Jørgen Jensen fra Nationalmuseet i det firbindsværket Danmarks Oldtid – samt i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie – at man ikke længere behøver operere med forestillingen om en indoeuropæisk sprogenhed, fordi vi nu ved, at alt kan lånes fra ét sprog til et andet, således også helt basale hverdagsord som fx personlige pronominer. Dermed mente han, at ligheder teoretisk set altid kunne afspejle kontakter mellem (i øvrigt ubeslægtede) sprog, og at der derfor ingen beviser var for genetisk sprogslægtskab overhovedet. Selvom det ganske vist er rigtigt, at alle slags ord og for den sags skyld også andre elementer i sprogene kan lånes (fx er de engelske pronominer they og them lånt fra nordisk), er det helt afgørende modargument, som Jensen overså, at vi kun véd dette, fordi vi har fundet ud af det med den samme metode, hvorved vi kan se, hvad der ikke er lånt. Uden den systematisk-komparative metode ville vi slet ikke vide dét, som Jensen ganske rigtigt påpeger, at vi ved. Metoden siger, at overfladiske ligheder ikke er vigtige: konsonanten p i det ene sprog må gerne svare til vokalen y i et andet, hvis bare dette er en systematisk regel, og alle undtagelser til den kan forklares som andet end tilfældige. Forklaringer kan være analogi (fx at uregelmæssige verber retter sig ind efter regelmæssige), kontamination (sammenblanding af to ord), dialektblanding, lån fra andre sprog eller ekspressiv orddannelse (lydsymbolik). Lydlovene afslører det fælles udgangspunkt, som er et sprog, der har eksisteret på et tidspunkt.
Et beslægtet problem er, at man i årtier inden for arkæologien meget nødig ville forsøge at knytte en sprogenhed (og dermed en bestemt folkegruppe) til et fundmateriale eller et kulturkompleks (som indoeuropæisktalende stammer versus den snorekeramiske kultur). Det var den gennemgående opfattelse, at det var de nye opfindelser selv, der spredte sig, og ikke samtidig folkegrupperne eller sprogene. I hvert fald var det ugleset at påstå, at man kunne konkludere noget som helst om det. Det er ved at ændre sig nu. Et eksempel på den nye opfattelse finder man hos Kristian Kristiansen, én af Roots of Europes eksterne samarbejdspartnere. Han – og vi – vil ganske vist ikke hævde, at man kan vide alt om, hvilke folkegrupper der kan knyttes til hvilke kulturkomplekser, og hvilke migrationer der dermed har fundet sted hvornår. Vi er godt klar over, at der sikkert har været uddøde sprog, vi aldrig kommer til at vide noget om, og som vi derfor ikke kan knytte til et bestemt fundmateriale. Men for at bringe forskningen videre finder vi det vigtigt at opstille sandsynlige scenarier, der om ikke andet kan tjene som arbejdshypoteser. Her er det ikke mindst vigtigt at sammenholde den sproglige og arkæologiske viden med de resultater, der i de seneste år er nået inden for populationsgenetikken. Hver videnskab har sine ting at fortælle om begivenheder i fortiden, og sammen kan de fortælle rigtig meget.
Sprog eksisterer kun sammen med mennesker, der taler dem. Den logiske konsekvens er, at hvis bestemte sprog udviser systematiske lydlige overensstemmelser og dermed går tilbage til én fælles sprogform, ja, så påviser dette forhold samtidig eksistensen af en fortidig befolkningsgruppe, der talte dette sprog. Kritikere har gennem fagets historie påpeget angiveligt problematiske ting ved denne opfattelse.
For det første er det blevet fremhævet, at man ikke altid kan sætte lighedstegn mellem folk og sprog; fx kan et bestemt sprog godt tales af flere befolkningsgrupper. Man må dog formode – ikke mindst for forhistoriske (ikke-globaliserede) perioders vedkommende, at det samme sprog kun har været talt af befolkningsgrupper, der havde noget til fælles og havde en nogenlunde grad af kontakt med hinanden – som sådan kunne den dermed også defineres som en befolkningsgruppe, blot i mindre snæver forstand. Men den vigtigste, noget oversete pointe er, at sådanne tilstande blot er en del af det samlede hele, som forskerne stræber efter at rekonstruere. Hvis et sprog har været talt af flere etnisk forskellige befolkningsgrupper, så er det ikke noget, der diskvalificerer metoden; det er blot ét ud af flere mulige scenarier, som den gode rekonstruktion i sidste ende skal kunne afdække.
Et andet kritikpunkt er, at de sprog, vi kender, altid udviser variation (det kan være i form af dialekter eller sociolekter; det kan være ord, der udtales anderledes, når de har en særlig betoning [fx tab af -g [j] i både jeg og dig i dansk jeg elsker dig]; eller det kan være ord, der kan udtales i fri variation [fx når man inden for det samme lille dialektområde, ja ligefrem hos det samme menneske kan høre to konkurrerende former som túnnel og tunnél]). På grund af vores kendskab til denne sproglige variation, siger kritikerne, er det uheldigt, når vi vil rekonstruere en enkelt urform, som alle senere former i dattersprogene går tilbage til. Kritikerne slår dog her en åben dør ind, idet sprogforskerne faktisk allerede kommer frem til masser af sproglig variation, når de rekonstruerer forhistoriske sprogstadier. Samtidig må man forstå, at dialektal opsplitning i sig selv viser tilbage til et fælles udgangspunkt – det er en del af selve definitionen af en dialektal opsplitning, at variationerne udviser samme form for systematiske overensstemmelser, som sprogene gør – og når det nogle gange ikke er tilfældet, er det igen fordi billedet forstyrres af kontakt mellem nabosprogformerne, kontamination, ekspressivitet m.m. Der er altså de samme ting på spil, som når man sammenligner selvstændige sprog. Og vigtigst: Igen er kompleksiteten ikke noget, der bør afholde forskerne fra at udrede trådene; blot er der tale om en lidt mere vanskelig del af den samlede opgave, det er at rekonsturere fortidens sproglige landskab.
Sprogforskerne må derfor i deres udredning ikke bare overføre nutidens ordbetydninger til rekonstruktionerne, men holde øje med hvad der i første omgang kan se ud som besynderlige sammenhænge. Mystikken breder sig, når fx ord for ’soldaterudrustning’, ’graviditet’ og bestemte måneder ser ud til at have haft samme benævnelse i flere gamle indoeuropæiske sprog og stadig har det i litauisk, hvor šárvas både betyder ’menstruation’, ’panser, harnisk, våben’, og i 1700-tallet desuden kunne have betydningen ’december’. Men den fælles betydning har nok været ’(tegn på) overgang til ny forventet fase’ og har været vigtig ved livets overgangsriter, ikke mindst overgangen fra barn til voksen, hvor kvinden blev kønsmoden og manden våbenfør. Den har samtidig kunnet henvise til andre forventede nye faser som solhvervet samt ny og fuldmånen. Og solhverv finder jo sted i juni og december. Hos bl.a. tokharerne var den første nymåne efter solhverv vigtig, som man bl.a. kan læse om i en ny artikel af Douglas Q. Adams i Tocharian and Indo-European Studies.
Religion og kosmologi er selvsagt et besværligt område at rekonstruere. Men også mere jordnære ting som redskaber og produktionsmetoder frembyder deres udfordringer, og her må viden om arkæologiske fund og opfindelsernes historie sammenholdes med den sproglige viden. Den amerikanske sprogforsker Craig Melchert har for nylig påpeget, at det hittitiske verbum huwapp-, man traditionelt har sammenholdt med ordet væve og dets slægtninge i andre indoeuropæiske sprog, slet ikke betyder ’flette, snøre sammen’ og lignende ting, men tværtimod ’kaste’; bl.a. derfor mener han at kunne afvise, at de to ord er beslægtede. Her er det imidlertid godt at vide, at dét at kaste er noget helt centralt i væveprocessen. På engelsk hedder en trend warp, afledt af et verbum for ‘kaste’, jf. dansk verfe, tysk werfen;, og at slå skyttelen hedder på engelsk to throw the shuttle. Det er også godt at vide, at disse og andre basale principper for vævning har været stort set de samme siden sumererne.
En anden udfordring er folketaksonomien, som er relevant ved rekonstruktionen af ord for dyr og planter. Vores biologiske viden er stor i dag, og vi mener ligesom for sprogenes vedkommende med rimelig sikkerhed at kunne klassificere verdens dyre- og plantearter efter hvor tæt de er beslægtet med hinanden (forskellen er, at vi ikke ved, om alle sprog faktisk er beslægtet med hinanden, som vi ved det med livets forskellige former). Det er ikke altid, at der er tale om organismer, hvis fysiske udtryk er ens. Fx er elefantarternes nærmeste slægtninge de små klippegrævlinger, der i oldtiden fandtes i Europa (navnet Spanien menes at stamme fra det fønikiske ord for klippegrævling), men i dag er begrænset til Afrika og Mellemøsten. Alene navnet klippegrævling afslører fænomenet folketaksonomi; dyrets fysiske udtryk er med til at bestemme dets navn, og de hedder derfor noget med grævling,men er i virkeligheden meget nærmere beslægtet med elefanterne end med grævlingen. Det kendteste eksempel på folketaksonomi er nok beskrivelsen af hvaler som fisk, selvom de er pattedyr; jf. den ældre betegnelse hvalfisk. En blæksprutte hedder på svensk på samme måde en bläckfisk. Fortidens mennesker havde ikke den samme viden om dyrenes udviklingslinjer, men må have brugt andre kriterier – ligesom i øvrigt de fleste af nutidens lægfolk, der ikke lige er orienteret om biologisk forskning ned i detaljen. Vores forfædre kan have haft helt andre kriterier for gruppering af organismerne end dem, der virker logisk for os. Man kunne fx forestille sig, at planter blev grupperet efter deres medicinske virkning eller anden samfundsmæssig nytteværdi. Eller der kunne ligge mytologiske forestillinger bag sammenkædningen af hinanden biologisk fjerntstående dyrearter, jf. de indfødte australske folks forestillinger om, at nogle mennesker er tættere beslægtet med bestemte dyrearter som kænguruen end med andre mennesker. Det er dog vigtigt at skille folketaksonomi fra almindelige sammenligning af landdyr med havdyr af samme form og opførsel, hvor folk generelt godt er klar over, at der ikke er tale om nært beslægtede dyr (jf. søhest, søko, søløve). Et af mine undersøgelsesområder har været ord for mustelider (dyr af mårfamilien) omkring Østersøen, hvorunder etymologien til ordet mink (nu om et amerikansk dyr, men oprindelig betegnelsen for den europæiske flodilder eller nertzen) er blevet afdækket. Da både de gamle grækere, romerne og flere finsk-ugriske folk har haft samme betegnelse for dyr af mårfamilien og fisken ferskvandskvabbe, er det sandsynligt, at navnet på minken har samme oprindelse som det baltoslaviske ord for denne fiskeart, fx litauisk menkė. Mange af benævnelserne på disse pattedyr rundt om Østersøen er låneord pga. den intensive pelshandel i området fra Romertiden til i dag. Fisken kan i en bestemt positur minde meget om en væsel, så de fælles betegnelser for de to dyr bunder næppe i andet end lighed og opførsel (de er begge hurtige rovdyr).
Der er mange usikkerhedsmomenter, og et vigtigt parameter er derfor ”det samlede billede” (den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure udtrykte det i 1912 med ordene un système ou tout se tient ’et system, hvor alt hænger sammen’).
Når ord i indoeuropæiske sprog for dyr og planter fra den tempererede fastlandsklima samt vejrfænomener knyttet hertil alle peger på et hjemland (et såkaldt urhjem) i Sydrusland, har det mindre betydning, at man ikke kan påvise fælles ord for ’stør’ (selvom flere størarter også i Bronzealderen levede i Sortehavet og floderne nord derfor) eller ’hyld’ (selvom de forskellige arter af hyld er udbredt over hele det vestlige Eurasien), og det har endvidere kun en mindre betydning, at folkeslag, der ikke bor i områder med sne og hav, alligevel som regel har ord for disse fænomener. De folkeslag, der traditionelt har boet længst væk fra havet, mongolerne og tibetanerne, har kaldt deres hhv. militære og åndelige leder for Djengis Khan (‘havets hersker’) og Dalai Lama (‘visdommens hav’). Når det samlede ordforråd fortæller os, at det folk, der talte urindoeuropæisk, havde heste og vogne, så har det ligeledes kun en mindre betydning, at ordet for ’hjul’ (som man af sproglige grunde kan se er dannet netop på dét stadium i sprogets historie) ikke behøver henvise til en vognhjul, men i første omgang lige så godt kan have været ordet for pottemagerhjul, der senere er blevet overført til opfindelsen vognhjul i alle sprogene. Det samlede billede peger henimod et en nomadekultur med husdyravl og nogle afgrøder i en tempereret fastlandszone, sandsynligvis nord for Sortehavet i Bronzealderen. De havde en rigt facetteret gudeverden, til en vis grad også lavere overnaturlige væsener, og et særligt episk formelsprog. Betegnelser for de fleste metaller og kulturplanter er derimod vandreord, der kan være kommet til indoeuropæerne udefra.
Vi kan ikke være decideret sikre på noget, men i forskningen stræber vi efter at genskabe det mest sandsynlige scenario. Når vi en gang imellem må ændre opfattelse, skal vi være glade for det, for det betyder, at vi er blevet klogere. Og når forskerne bliver klogere, bliver samfundet det gerne med dem. Mange vil heldigvis sige, at det er meningsfyldt i sig selv at lære om fortiden, fordi det er en del af udforskningen af verden; men samtidig er studiet af fortiden vigtigt af en anden grund, nemlig den, at fortiden – selvom den er et fremmed land – ofte alligevel har meget til fælles med nutiden. Forskningen gør os derfor også klogere på nutiden – og giver os mulighed for at træffe vores valg på et mere oplyst grundlag.